Tror du på nisser? 81-årige Finn Hytte Nielsen er ikke i tvivl.

Egentligt startede det i hans unge dage, da snakken i ungdomsgruppen faldt på, hvorvidt man troede på kristendommen.

»Der sagde jeg så kækt: 'jeg tror på nisser!'« fortæller Finn til B.T.

Han lurede hurtigt, at det var en nem måde at få trossamtalen lukket på. Men som tiden gik blev hans egen tro større.

Finn Hytte Nielsen har i mere end fem årtier troet fuldt og fast på nisser – og faktisk har de små, julede væsner været en stor hjælp for ham i mørke perioder.

»Hvis der er noget, der er ved at mislykkes for mig, eller hvis jeg er deprimeret, så tænker jeg positivt og tænker på nisserne,« fortæller Finn Hytte Nielsen.

Men også når han skal udfolde sine kreative evner i sit virke som kunstner, kan nisserne være behjælpelige.

»Nogle gange driller mine malerier mig, men så kommer nisserne og hjælper mig.«

»Nogen beder til Gud, men jeg tror på nisser. Det giver mig en mere lystig, positiv måde at leve på. Mere kreativ. Jeg har min frihed og er ikke bundet af hverken det ene eller det andet,« forklarer han.

Finn Hytte Nielsen er påpasselig med at påstå, at han har set en nisse. Han har nemlig aldrig stået ansigt til ansigt med en.

»Men jeg har set skygger ude i skoven og pludseligt set en rød hue. Der bruger jeg det gamle udtryk: Tro kan flytte bjerge.«

I sit helt eget nisseværksted kreerer han også nissefigurer, hvor inspirationen stammer fra nogle af de nisser, han er stødt på på sin vej.

I sit helt eget nisseværksted kreerer Finn Hytte Nielsen nissefigurer.
I sit helt eget nisseværksted kreerer Finn Hytte Nielsen nissefigurer. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge ham er nisserne 50-60 centimeter høje, og selvom de fleste nok forbinder nisser med juletiden, kan de – ifølge Finn Hytte Nielsen – findes året rundt.

Hvordan, de kommer omkring, er han dog ikke sikker på.

»Om de kører i bil eller ej, det ved jeg ikke. Man har vel ikke så små biler, så de bruger nok almindelige transportmidler,« lyder det fra Finn Hytte Nielsen.

Han er dog ikke i tvivl om, at det ikke nødvendigvis er alle forundt, at få et glimt af nisserne i ny og næ.

»Det er bestemt ikke alle, der kan se nisser. Det er heller ikke alle, der kan se Gud – men dem, der tror på det, de tror også synet. Jeg ser det sådan, at hvis der er noget, du tror på, så eksisterer det.«

Når det kommer til spørgsmålet, om den berygtede julemand findes, falder Finn Hytte Nielsens svar prompte.

»Nej. Det er noget helt andet.«