Stik imod samtlige økonomers forudsigelser sendte coronakrisen ikke boligmarkedet i dybfryseren, men har tværtimod bragt boligpriserne op på kogepunktet.

2020 blev et gyldent år for boligejerne. På landsplan steg ejerlejlighederne med bundsolide 8,3 procent, og fremgangen er buldret videre i første kvartal i år.

Kvadratmeterprisen på ejerlejligheder er på landsplan steget med hele 4,2 procent i årets første tre måneder. Det betyder, at ejeren af en gennemsnitlig ejerlejlighed på 75 kvadratmeter har sovet sig til knap 100.000 kroner – helt præcis 97.950 kroner – i årets første tre måneder.

Og det er ikke kun i hovedstaden, at lejlighedspriserne har kurs mod den blå forårshimmel.

Lejlighederne bliver revet væk i Købehavn og andre større byer.
Lejlighederne bliver revet væk i Købehavn og andre større byer. Mathias Bojesen

I alle landets regioner er der prisstigninger på ejerlejligheder, og faktisk er det de nordjyske lejlighedsejere, der lige nu oplever de største procentvise prisstigninger, viser tal fra Boligsiden.dk, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

Siden årets begyndelse er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget med hele 5,1 procent i Region Nordjylland.

»Jylland fører an i udviklingen på lejlighedsmarkedet i øjeblikket, og det er især toneangivende byer som Aalborg og Aarhus, der driver markedsudviklingen i det midt- og nordjyske,« siger presseansvarlige i Estate Alexander Falck Winther.

I kroner og øre er det imidlertid ejerlejlighedsejerne i Region Hovedstaden, der har kunnet polstre friværdien mest i årets første kvartal.

Her er en gennemsnitlig lejlighed på 75 kvadratmeter steget med 4,3 procent svarende til 137.325 kroner, mens en tilsvarende lejlighed i Region Nordjylland – trods en procentvis større fremgang – er steget 69.225 kroner.

Mindst er fremgangen i Region Syddanmark.

Her er priserne steget med 0,9 procent i årets første kvartal svarende til, at en lejlighed på 75 kvadratmeter er steget 12.450 kroner.

Nationalbanken vurderer i sin seneste prognose, at boligpriserne vil stige med 9,7 procent i år.

Det såkaldte Systemiske Risikoråd, som rådgiver regeringen om finansielle risici, har varslet, at det til juli vil fremlægge konkrete indgreb, der kan dæmpe prisstigningerne.

Regeringen og et flertal i Folketinget har afvist at gribe ind.