En håndfuld borgere, der er blevet testet for corona, har aldrig fået svar. Region Hovedstaden erkender, at der er sket en fejl.

Blev du testet for coronasmitte i det store testcenter i Ballerup i den forgangne uge, så er der risiko for, at du aldrig fik eller får svar.

En håndfuld danske borgere har nemlig henvendt sig til B.T. og fortalt, at de aldrig har fået svar på den coronaprøve, som de fik foretaget i netop det testcenter. En B.T.-læser skriver blandt andet:

»Jeg blev testet i fredags klokken 13, og jeg har stadig ikke fået svar tirsdag klokken 18. Jeg blev testet i Ballerup,« mens en anden tilføjer:

»Jeg blev testet to gange i Ballerup Testcenter, hvor jeg ventede over en uge uden at få svar på nogen af dem. Jeg har en bekendt, som var ude for det samme ved samme teststed.«

Mangler du svar på din coronatest? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Hos Regions Hovedstadens Akutberedskab erkender man, at der er sket fejl, men man ved imidlertid ikke, hvad der er sket med de manglende testsvar.

»Vi ved endnu ikke, hvad der er sket med prøverne,« skriver vicedirektør Lars Falk Jensen fra Region Hovedstadens Akutberedskab og tilføjer:

»Der kan være sket en menneskelig fejl, hvor prøverne på borgerne ikke er blevet registreret korrekt. Vi har nogle meget klare procedurer i teltene, både i forhold til at den rigtige person bliver testet og i forhold til opbevaring og forsendelse af test. Men da vi har med mennesker at gøre, findes der desværre ingen garantier for, at der ikke kan ske fejl.«

B.T. har også været i kontakt med både Sundhed.dk og Statens Serum Institut.

Fra førstnævnte lyder det, at hvis fejlen lå hos dem, ville det ikke kun være borgere, der er blevet testet i eksempelvis Ballerup, der manglede svar. Så ville det være over hele landet.

Havde fejlen ligget hos Statens Serum Institut, ville borgere få besked om, at der var sket en fejl med analysen af deres test.