For Louise Hansen og familien i Hedensted var det allerede en naturlig del af livet, før coronavirus gjorde sit indtog i Danmark.

Hun handlede julegaver på nettet hvert år og havde brugt tjenesten Bilka to Go et par gange, men alligevel blev coronakrisen den afgørende forskel, som permanent vil præge familien fremover.

»Da corona kom, begyndte vi at købe langt flere dagligvarer på nettet. Jeg kan gå ud i køkkenet og se, hvad vi mangler, og så gå ind i sofaen og bestille det hele, og det elsker jeg,« siger 38-årige Louise Hansen:

»Så for os er det nyt, at vi fast køber dagligvarer på nettet, men det kommer vi til at blive ved med. Det har virkelig været en øjenåbner for os.«

Louise Hansen
Louise Hansen
Vis mere

Louise er ikke den eneste, som har fået en kæmpe øjenåbner under coronakrisen.

Det har andre danskere, der handler i fysiske butikker, og som betaler med kontanter, også.

En analyse fra Danske Bank viste mandag, at onlinehandlen eksploderede, da coronakrisen var på sit højeste, og at danskerne fortsat har handlet ind i stor stil på nettet efterfølgende, selv om restriktionerne er blevet lempet og mange steder helt fjernet.

Da det toppede i april, lå danskernes køb online 10 procent over niveauet før coronakrisen. Efterfølgende er tallet faldet, men ligger fortsat 2-3 procent over niveauet før coronakrisen.

Også kontant betaling har fået et ordentlig gok under krisen, viste en rapport fra Nationalbanken fredag i sidste uge.

Før coronakrisen var det 28 procent af alle betalinger i supermarkeder, der skete med kontanter, og det faldt til 17 procent, da coronakrisen var på sit højeste.

Og selv om flere har fundet kontanterne frem igen siden, er det fortsat kun 22 procent af kunderne, der betaler med kontanter. Niveauet er altså fortsat lavere end før corona.

En udvikling, der glæder 56-årige Henrik Dam fra Vejle.

Henrik Dam, Vejle
Henrik Dam, Vejle Foto: Privat
Vis mere

»Jeg har hadet kontanter i årevis. De er ulækre og fyldt med bakterier, og så bliver de brugt til sort arbejde. De ældre har måske haft en skræk for at prøve betalingskort eller MobilePay, men nu har de set, hvor nemt det er, og det er jo dejligt,« siger Henrik Dam:

»Jeg synes, det er glædeligt, hvis kontanterne endelig er på vej ud.«

Og de to tendenser kan meget vel være noget, der er kommet for at blive.

»Der er foregået en lyndigitalisering under coronakrisen, som kommer til at betyde, at vi ser permanente ændringer på en række områder. Det her er to gode eksempler,« mener Jesper Bo Jensen, direktør for Center for Fremtidsforskning:

»Mange af dem, der aldrig rigtigt har handlet online, er blevet skubbet over i det, ligesom mange af dem, der har sværget til kontanter, er blevet skubbet over til de digitale betalinger. Og mange har haft en oplevelse af: 'Det var da egentlig smart'.«

Jesper Bo Jensen forklarer, at man før har set andre sygdomsudbrud præge befolkninger og vaner permanent i hele verden.

»Hvis du ser på japanerne, der bøjer sig for at hilse: Det er, fordi man har haft så mange sygdomme, som man ikke vil smitte med. Vi kommer nok ikke til at se håndtrykket forsvinde herhjemme, men vi vil se forandringer,« siger Jesper Bo Jensen:

»På boligmarkedet vil vi se mere digital mægling, vi vil se mere hjemmearbejde, mere onlinehandel og et mindre brug af kontanter. Det er bare eksempler. Som sagt: lyndigitalisering.«