Parkeringsfirmaet Apcoa er ikke just i høj kurs hos forbrugerne, der oplever, at firmaet kræver betaling, selvom bilisterne beviser, at de allerede har betalt.

Et parkeringsfirma, som FDM, bilisternes forbruger- og interesseorganisation, nu er ude at kritisere for deres opkrævninger:

»Det er åbenlyst urimeligt, og jeg kan godt forstå, man bliver sur og hidsig. Det kan ikke passe, at Apcoa skal have en uberettiget vinding,« siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.

Kigger man på Apcoas anmeldelser på Trustpilot, er forbrugernes vrede tydelig at spore, og mange af de samme historier går igen og igen. Men B.T. har også talt med flere forbrugere, der er utilfredse med Apcoa.

En af dem er Mogens Ludvigsen, der får en opkrævning fra Apcoa på 590 kroner. 80 af kronerne for selve parkeringen på Dyrehavsbakken og de resterende som et kontrolgebyr.

Ifølge Apcoa har Mogens Ludvigsen tastet den forkerte nummerplade ind på parkeringsautomaten, men selvom Mogens Ludvigsen kan bevise, han har betalt, fastholder Apcoa fakturaen.

En ikke helt rimelig fastholdelse, hvis du spørger FDM.

»Når man har betalt til det rigtige parkeringsselskab, så burde det i min bog ikke føre til en afgift,« siger Dennis Lange.

Han henviser også til en dom fra landsretten fra sidste vinter, hvor en bilist havde betalt for parkering gennem en app, men havde valgt den forkerte af sine biler.

»Det forhold, at han havde valgt det forkerte registreringsnummer, førte ikke til, at det var rimeligt at pålægge ham en afgift. Her blev p-selskabet underkendt. Og om fejlen er lavet på mobil, tablet eller i en automat, kan jeg ikke se gør en forskel. Min vurdering vil være, at det ikke er rimelig, når der er betalt.«

At Mogens Ludvigsens dårlige oplevelse med Apcoa netop har fundet sted på Dyrehavsbakken, er ikke nogen overraskelse for FDM. De kender udmærket til parkeringsselskabets forhold på denne parkeringsplads.

»Vi kender flere sager fra vores medlemmer med samme parkeringsplads. Om der er fejl på anlægget, kan jeg ikke sige, men det er bemærkelsesværdigt, at så mange har problemer med at få registreret korrekt. Jeg undrer mig i hvert fald over, at Apcoa genererer så mange afgifter, der minder om hinanden,« siger Dennis Lange og fortsætter:

»I nyere tid er det et af de steder, hvor vi får mange enslydende henvendelser, og det er da iøjnefaldende, når man får tilpas mange henvendelser om Apcoa.«

B.T. har tidligere forsøgt at få et interview med Apcoa, mendet har de ikke ønsket, og har heller ikke svaret skriftligt på de fremsendte spørgsmål. I denne sammenhæng har de heller ikke ønsket at stille op til interview. Men i en mail skriver Apcoas administrerende direktør, Michael Christensen, til B.T.

»Har kunden betalt, men ikke udført registrering korrekt i parkeringssystemer, så bliver der pålagt et kontrolgebyr, hvilket fremgår af skiltningen. Parkanten vil ikke her blive opkrævet timetakst for den pågældende parkering, men derimod en kontrolafgift for den forkerte registrering.«

B.T. har dog set dokumentation for, at Apcoa både kræver kontrolgebyr og betaling for parkering i flere tilfælde. Også selvom bilisten har betalt og ikke engang har tastet forkert.


Apcoa er et af de største private parkeringsselskaber i Danmark, og netop det, at de er private, mener Dennis Lange, har stor betydning for den måde, som de håndterer utilfredse kunder på.

Når man parkerer på for eksempel Bakken, er man nemlig kunde af dem og ikke Apcoa, som blot administrerer parkeringspladsen.

»De har ikke det største incitament til at være large, for det er ikke et traditionelt kundeforhold. De private går mere til stålet end de kommunale p-selskaber. Der bliver gået til grænsen og prøvet mere af. Og det skaber ofte problemer for bilisterne, for man føler sig trådt på,« siger Dennis Lange.

Men når parkeringsselskaber som Apcoa fastholder en faktura, selvom man for eksempel har betalt, kan det være svært at finde ud af, hvad man kan stille op.

Ifølge Dennis Lange skal man i første omgang klage til parkeringsselskabet. Når man ikke til enighed, kan man også få FDM til at kigge på sagen.

»Ellers kan man sende den ind til Parkeringsklagenævnet, som netop behandler p-afgifter for private selskaber. Det er en billig og relativ hurtig måde at få uvildige øjne på,« siger Dennis Lange.