Katrina Kuhre kom til Danmark i 1974 sammen med sin danske mor og engelske far – i 2018 fik hun en fartbøde, som skulle vise sig at få store konsekvenser.

For det blev dyrt. Ikke kun økonomisk, men også for hendes tilstedeværelse i Danmark. Hun blev nemlig afvist i sin ansøgning om dansk statsborgerskab, som hun søgte om i efteråret 2018.

Da hun skulle udfylde kolonnen om, hvorvidt hun havde pletter i straffeattesten, satte hun ellers kryds ved 'nej'.

Katrina Kuhre antog nemlig ikke, at hun skulle kategoriseres som kriminel, blot fordi hun havde fået en fartbøde.

Hvad nu hvis denne her bøde gør, at jeg ikke kan få permanent opholdstilladelse i Danmark igen?

Reglerne er sådan, at hvis man har fået en bøde på over 3.000 kroner, så kan man ikke få dansk statsborgerskab, før der er gået over fire år og seks måneder. Men det vidste Katrina Kuhre ikke, da hun søgte om statsborgerskab i 2018.

»På daværende tidspunkt, da jeg søgte om statsborgerskab, var der ikke nogen vejledning eller nogen, der fortalte mig, at jeg skulle være opmærksom på den bøde,« fortæller hun.

Ud over det har Katrina Kuhre på grund af den 'forkerte' afkrydsning i ansøgningsskemaet overtrådt straffelovens paragraf 161 om tro- og loverklæring, fordi hun svarede nej, da hun blev spurgt, om hun var kriminel.

Lige nu har Katrina Kuhre kun det britiske pas, hun har haft hele tiden, og qua hendes sigtelse fra de danske myndigheder og Brexit, så skal hun nu søge om opholdstilladelse i Danmark på ny.



Og det er noget, hun nu frygter, efter hun er blevet sigtet.

»Hvad nu hvis denne her bøde gør, at jeg ikke kan få permanent opholdstilladelse i Danmark igen?« siger Katrina Kuhre.

Sagen er så skæv og kringlet, at det har fået indfødsretsordfører Andreas Steenberg fra Radikale Venstre til at gå ind i sagen.

Han mener, at Katrina Kuhre bør få statsborgerskab.

»Det her er et eksempel på, at vores udlændingepolitik er blevet skør. Den her, efter min mening, danske kvinde, burde jo ikke skulle igennem en årelang proces for at blive dansk statsborger på grund af en fartbøde. Det er skørt, og det er urimeligt, og jeg synes, at hun skulle have lov til at blive statsborger,« siger Andreas Steenberg til TV 2 Øst.