Faren til en pige på 10 år, som var involveret i en eksplosion i Helsinge, deler nu nyt om sin datter.

Torsdag aften blev hun sammen med tre 13-årige piger og en 44-årig kvinde indlagt på Rigshospitalet og meldt i kritisk tilstand, efter en eksplosion opstod i det rækkehus, hvor de alle opholdt sig.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at hændelsen skyldtes uforsigtig håndtering af dåser med brandfarlig tørshampoo og lightere.

Den tiårige er blevet alvorligt forbrændt i ansigt og på hænderne, fortæller faren, Morten Thorshøj Andersen. Derfor har hun også fortsat bandager på.

»De bliver skiftet og pillet af undervejs. De observerer, hvordan det heler,« siger han.

Det er endnu uvist, hvordan ulykken vil påvirke pigen på lang sigt, men det vil formentlig blive mere klart inden for den kommende uge, siger faren, som har været i kontakt med lægerne.

»Inden for de næste syv dage er der nok en afklaring på, hvordan det ender med at se ud. Så længe, det heler godt, og der er infektionsfrihed, så er det godt, men man skal se, hvordan det heler.«

Faren fortæller samtidig, at pigen generelt er i bedring.

»I dag har hun været klart mere vågen, end hun var i går.«

Politiet arbejder stadig på at finde ud af, hvordan eksplosionen præcis er opstået.

I den forbindelse er den tiårige pige også blevet afhørt af politiet, fortæller Morten Thorshøj Andersen, men »hun husker ikke noget særligt«,« siger han.

»Det, hun siger til mig, er, at hun skulle til at hjem og var ved at tage tøj på, og så er der bare et inferno.«

»Så eksploderer det bare.«

Politiet har fundet flere dåser med tørshampoo på adressen i Nygade i Helsinge, hvor eksplosionen fandt sted.

En ekspert har fortalt til B.T., at to ting kan gå galt og forårsage eksplosioner med spraydåser som tørshampoo: Dels kan dåserne bliver varmet op til en for høj temperatur, og derudover kan der blive lukket så meget brandbart stof ud af dåserne i et lille, lukket rum, at der opstår en eksplosiv atmosfære.

Hændelsen har taget hårdt på familien, fortæller faren.

»Man er jo presset, og man er jo rystet og ked af det, og på en eller anden måde frygter man det værste,« siger Morten Thorshøj Andersen.

»Men når man kan se, at hun er ved godt mod, og man kan se, at hun får det bedre …«

»Så kan man være i det.«

En af de andre piger, der var involveret i ulykken, er meldt i kunstigt koma.