I begyndelsen af januar var regeringen ude med én dato, som mange har ventet på:

Den 27. juni 2021 ville være dagen, hvor alle danskere efter planen har fået begge vaccinestik.

Hjemme hos familien Haubjerg fra Spjald tæt på Skjern blev den nyhed modtaget med glæde, men også mere end det.

Familien gik nemlig direkte ind og bookede sommerferien til Mallorca for to voksne og fire børn.

Her er den seks personer store familie, der til juni drager mod varme himmelstrøg, hvis de altså får lov.
Her er den seks personer store familie, der til juni drager mod varme himmelstrøg, hvis de altså får lov.

Afgangsdato? Samme dag, som alle danskere forventes vaccinerede.

»Jamen, vi tror på vaccinerne, så da nyheden kom, tænkte vi da, at vi ville rejse til sommer. Så det blev til en all inclusive-tur på et hotel på Mallorca med lækker strand og pool. Det bliver skønt,« siger Uffe Haubjerg.

Familien Haubjerg er altså klar til at stå i lufthavnen med deres rødbedefarvede pas til sommer. Men forleden kom der en potentielt dårlig nyhed.

Her stod det nemlig klart, at vaccineplanen er forsinket med tre uger.

Det tager Uffe Haubjerg dog med oprejst pande.

»Jeg håber da, at vi når at få vaccinen, før vi efter planen skal rejse. Men hvis vi ikke når det, eller hvis man ikke må rejse ind derinde, klarer vi den nok,« siger han.

Uffe og resten af familien er dog et mindretal i Danmark, når det handler om at planlægge en sommerferie væk fra danske himmelstrøg.

I januar kom det frem, at antallet af sommerhus-bookninger i sommeren 2021 er mere end fordoblet, og at tre ud af fem danskere forventer at holde deres ferie herhjemme i år.

»Mange danskere tror nok ikke på, at man bare kan rejse, fordi det har været lukket ned så lang tid. Vi holder dog fast i håbet,« siger Uffe Haubjerg.

Det er dog vigtigt for ham at sige, at han ikke er en af de rebelske personer, der kommer til at rejse, selvom det ikke er anbefalet.

Tværtimod.

»Vi har meget stor respekt for det her. Så nej, hvis vi ikke når at få vacciner, så bliver vi da hjemme. Selvfølgelig,« siger han.