»Det er et af de steder, hvor jeg har meget, meget kort tålmodighed.«

Boligminister Kaare Dybvad (S) har set B.T.s video om den berygtede udlejer på Frederiksberg, som skylder stribevis af lejere store summer penge.

Lejerne mener, at manden har brugt deres depositum på samlet mere end 300.000 kroner som lommepenge. Penge, han ikke kan betale tilbage. Mindst 12 tidligere lejere har hevet ham i retten, anmeldt ham til politiet og gjort alt, hvad man kan gøre. Men det har ikke stoppet udlejeren, og derfor vil boligministeren nu gå ind i sagen.

»Det skal vi have stoppet,« siger Kaare Dybvad.

Udlejeren Morten D. ønskede ikke at tale med B.T., som flere gange forsøgte at stille ham spørgsmål. Du kan læse den første historie og se videoen HER.
Udlejeren Morten D. ønskede ikke at tale med B.T., som flere gange forsøgte at stille ham spørgsmål. Du kan læse den første historie og se videoen HER. Foto: B.T.
Vis mere

For blandt de mindst 12 tidligere lejere, som mangler deres penge, er flere udenlandske studerende. De skal ifølge boligministeren ikke rejse herfra med et indtryk af, at Danmark er et 'røverland' uden retstilstand.

Som situationen er nu, kan udlejeren Morten D. nemlig uhindret fortsætte med at fremleje værelser og ikke betale tilbage.

Efter B.T.s historie om det mareridt, som Morten D. har udsat sine tidligere lejere for, har nye ofre henvendt sig om samme udlejer.

Samtidig har flere af hans tidligere lejere opdaget, at han igen søger nye lejere til værelserne i herskabslejligheden på Rathsacksvej på Frederiksberg.

Imens spørger ofrene sig selv: Hvorfor kan han ikke stoppes?

Løsningen kan vise sig at være meget simpel, men indtil videre må tidligere lejere som 25-årige Mathias Wiedemann se til, mens udlejeren fortsætter med at fremleje værelser til nye.

Udlejeren skylder Mathias Wiedemann og hans kæreste 33.000 kroner, som de mistænker ham for at bruge på sin egen husleje og andre udgifter.

»Jeg er stadig i chok over, hvor hjælpeløs man er. Han kan bare fortsætte.«

Mathias Wiedemann og hans kæreste flyttede ud af lejligheden på Frederiksberg i januar 2021. De har ligesom mange andre tidligere lejere ikke fået hele deres indskud tilbage, selvom udlejeren har lovet det.
Mathias Wiedemann og hans kæreste flyttede ud af lejligheden på Frederiksberg i januar 2021. De har ligesom mange andre tidligere lejere ikke fået hele deres indskud tilbage, selvom udlejeren har lovet det. Foto: Rasmus Flindt Pedersen / Byrd
Vis mere

Udlejeren Morten D. har erklæret sig insolvent, hvilket betyder, at han ikke kan betale sine regninger. Eller sin enorme gæld til sine tidligere lejere.

Men alligevel kan han fuldstændig uhindret fortsætte med at fremleje værelser, hvor han modtager titusindvis af kroner i depositum på sin private konto. Og spørger man mange af hans tidligere lejere, så får man ikke de penge igen. De forsvinder i et gældshul, som for hver nye lejer kun vokser sig større.

Udlejeren siger, at han vil betale dem tilbage via afdragsordninger. Men det er lejerne ikke interesseret i, da de ser det som en måde til at udskyde betalingen.

Nye potentielle lejere har ikke en jordisk chance for at finde ud af, hvilken situation Morten D. har sat mange af sine tidligere beboere i. Selvom han er genganger hos Huslejenævnet, Fogedretten og Lejernes Landsorganisation (LLO), så fremgår det ingen steder.

'Kreativ og usympatisk udlejer'

Ironisk nok beskytter lejeloven Morten D. fra at blive smidt ud af sin lejlighed, men muliggør samtidig også, at han kan fortsætte fremlejning af værelser.

»Det lyder, som om han har fundet et smuthul og udnytter det. Det er kreativt og usympatisk af udlejeren,« siger Nicolai Bromann Carøe.

Han er advokat og administrerende partner i Advokatgruppen. Med sine 16 års erfaring vurderer han på baggrund af B.T.s oplysninger problematikken.

Normalt ville lejerne, som har penge til gode hos udlejeren, have mulighed for at kræve udlæg i ejendommen eller lejligheden, men Morten D. ejer ikke noget. Han lejer herskabslejligheden på Frederiksberg.

»Det er en kompliceret sag. Jeg tror ikke, at der er noget, man kan gøre med lejeretlige briller. Det lugter mere af bedrageri,« siger Nicolai Bromann Carøe.

Den næste udfordring er, at politiet ikke gør noget. Både Lejernes Landsorganisation og flere tidligere lejere har anmeldt Morten D. for bedrageri. I ingen af sagerne er politiet vendt tilbage.

Kan den her udlejer bare fortsætte med at fremleje værelser med den historik, som han har?

»Ja, ifølge lejeretten er der ikke noget, som forhindrer ham i at gøre det. Der er intet krav om, at du skal være solvent,« siger advokat Nicolai Bromann Carøe.

Kan udlejeren bruge sine udlejeres depositum til andet end istandsættelse?

»I lejeloven står der ikke, hvad man må bruge pengene på. Der er ikke nogen begrænsninger.«

Boligminister vil have udlejeren stoppet

Uden for ministeriet ved Frederiksholms Kanal i København står boligminister Kaare Dybvad og ser B.T.s video om udlejeren Morten D.

Han undrer sig over, at ejendomsselskabet Heimstaden, som siden 2015 har udlejet lejligheden til Morten D., ikke kan smide ham ud. Men han er beskyttet af lejeloven, siger ejendomsselskabet.

»Så er der noget, som vi skal se på. Det er på ingen måde holdbart, at han kan fortsætte på den måde,« siger Kaare Dybvad.

Boligminister Kaare Dybvad har set B.T.s historie om udlejeren Morten D. Han har nu fulgt op på sit løfte om at stoppe denne type udlejere i at beholde sine lejeres penge.
Boligminister Kaare Dybvad har set B.T.s historie om udlejeren Morten D. Han har nu fulgt op på sit løfte om at stoppe denne type udlejere i at beholde sine lejeres penge. Foto: B.T.
Vis mere

De tidligere lejere siger, at de har prøvet alt. Hvad skal de nu gøre?

»Jeg vil meget gerne undersøge, hvad der er af yderligere muligheder i retssystemet for dem. Det er jo helt urimeligt,« siger boligministeren.

Den tyske løsning

I Tyskland har de en løsning, som ville forhindre udlejere som Morten D. i at sluge sine lejeres depositum.

Her betaler lejere nemlig ikke pengene direkte ind på udlejerens private konto, men i stedet på en separat bankkonto, som udlejeren ikke bare kan røre. Det beskytter også lejerne mod, at udlejeren går konkurs. Eller mod, at udlejeren bruger pengene og erklærer sig insolvent. Det vil boligministeren nu igen forsøge at få opbakning til.

For Mathias Wiedemann, som har boet til leje i Tyskland i årevis uden problemer, var det en selvfølge, at man i Danmark var sikret på samme måde.

»Jeg gik ud fra, at han ikke kunne og måtte røre pengene til for eksempel at betale sin tandlægeregning.«

Ligesom 11 andre tidligere lejere har han ikke fået sine penge tilbage.

For danske Anja Brus, der flyttede ud i slutningen af 2018, er der nu gået mere end to år, uden hun har set en krone. Flere af lejerne er ligesom Mathias Wiedemann unge udlændinge, som er i Danmark for at studere og arbejde.

»Det er uoverskuelig mange penge for mig. I værste tilfælde er de penge forsvundet. Hvis Danmark brugte den tyske model, ville det her være undgået.«