»En person har forsøgt at hæve penge på dit kort.«
Sådan lød det, da en 83-årig kvinde i Aarhus V mandag ved 11-tiden blev ringet op af en såkaldt falsk bankmand.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Kvinden blev bedt om at udlevere koden til sit hævekort, så det kunne blive spærret. Derefter oplyste den falske bankmand kvinden, at han ville sende en »medarbejder« til hendes adresse for at hente kortet.
Det gjorde 'bankmanden' – og med både kort og kode i hånden lykkedes det vedkommende at få frarøvet den ældre kvinde et større kontantbeløb.
Få timer efter var en falsk bankmand igen på spil.
Denne gang i Aarhus-bydelen Brabrand.
Her blev en 87-årig kvinde klokken 12.50 opsøgt på sin bopæl af en 'mand fra banken', der bad hende udlevere sit dankort. Det nægtede kvinden, der dog endte med at oplyse sit kontonummer til den falske bankmand.
Kvinden blev efterfølgende vejledt af politiet til at spærre sin konto.
Det er ikke første gang, at falske bankmænd forsøger at franarre især ældre mennesker adgang til bankkonti.
Derfor opfordrer Østjyllands Politi nu især ældre mennesker til at være opmærksomme, hvis de får et opkald fra banken:
»Bed vedkommende om at oplyse sit navn og eventuelt sin afdeling i banken. Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende,« lyder anbefalingen.


