Nordjylland har siden 1. december sidste år været plaget af svindelnumre. Hele 20 gange har borgere anmeldt den samme type fupopkald.

»Vi vurderer ud fra gerningsindholdet af sagerne, at det godt kan være ’kun’ én og samme person, der forsøger sig med det her svindelnummer,« siger lederen af Det Kriminalpræventive Sekretariat ved Nordjyllands Politi, politikommissær Henrik Taagaard.

Alle anmeldelserne ligner nemlig hinanden, forklarer han i en pressemeddelelse.

En mand ringer op til en borger og fortæller vedkommende, at han er fra Udbetaling Danmark og forsøger at franarre folk deres NemID og nøglekort-nummer. Manden påstår så, at der er gået noget galt.

Politikommissæren understreger, at lige meget hvad vil myndighederne aldrig spørge om personfølsomme oplysninger over telefonen.

»Hverken over telefon eller mail eller noget tredje. Ens koder er og skal være helt private. Vær kritisk ved den slags opkald, hvor en person siger de ringer fra en myndighed og anmoder om kontooplysninger og lignende,« siger han.

Han anbefaler, at man henter NemID's nøgleapp til sin telefon.

»Især i forhold til phishing, som der her er tale om. Når man ikke har det fysiske kort, kan man ikke franarres koder eller fotos af nøglekort. Derudover er nøgleappen nem at bruge – og det fysiske nøglekort er på vej til at udgå i løbet af 2021,« siger politikommissæren.