Det kom bag på de fleste, da regeringen og DF i fredags valgte at åbne et udrejsecenter på en øde ø. Størst var overraskelsen hos den intetanende færgechef på ruten mellem Kalvehave og øen Lindholm.

»Vi havde intet hørt om det, og ingen havde set det komme. Det kom som en kæmpe bombe i lokalsamfundet,« siger Jan Røngaard, som er overfartsleder på færgen 'Ulvsund'.

Han har stået for færgeforbindelsen mellem den lille by Kalvehave og øen Lindholm ud for Sydsjælland i 22 år. Det er hans opgave at fragte de godt og vel 40 ansatte fra DTU Veterinærinstituttet ud til øen, hvor der forskes i smitsomme virussygdomme. Fremover kan det meget vel blive Jan Røngaard og hans syv kollegaer, der i stedet skal fragte udviste kriminelle udlændinge til og fra øen i Stege Bugt.

»Vi ved faktisk ikke, om det bliver os, der skal fortsætte på færgen, men vi forventer det. Arbejdet vil dog nok ændre sig for os, da det ikke vil være kollegaer fra DTU, men dømte kriminelle.«

I bund og grund vil hans opgave være den samme. For i hans øjne er en passager en passager – uanset dennes baggrund. Han vil derfor heller ikke tage sorgerne på forskud. Men med de nye planer for færgen følger der også nogle nye sikkerhedsaspekter for personalet, som kun er to mand på arbejde ad gangen.

Fra politisk side har ønsket været, at der i fremtiden skal være billettering på færgen, hvilket der ikke er nu. Færgeafgangene skal også minimeres, fordi det ifølge Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, skal være 'så bøvlet og dyrt som overhovedet muligt' for øens kommende beboere.

Dyre billetter på færgeoverfarten vil dog udgøre en stor udfordring for den daglige drift på færgen, mener Jan Røngaard.

»Hvis der skal opkræves penge, kan det blive interessant for de udviste, som ikke har mange penge, at røve færgemanden. Hvis man er i fare for hele tiden at ryge i karambolage med mennesker, der ikke har meget at miste, får man problemer med at bemande båden. Besætningens sikkerhed skal garanteres.«

Det behøver ifølge overfartslederen dog ikke kun at være dårligt med det nye udrejsecenter. For antallet af passagerer på Færgen 'Ulvsund' har i årenes løb været nedadgående, fordi DTU har rykket flere aktiviteter ind til fastlandet, og havnebyen Kalvehave har kun lidt over 600 indbyggere.

»Det er en død ende af Danmark, hvor der kan komme lidt aktivitet, som kan blive vendt til noget positivt for lokalsamfundet. For vi ved jo ikke, hvordan det bliver. Uvidenhed skaber frygt. Vi ved kun det, som vi har læst om Kærshovedgård, og det forplanter sig i borgerne her,« siger Jan Røngaard.

Jan Røngaard bor selv ned til havnen, men han frygter intet, forklarer han.

Han har to store hunde på 60 kilo, som er på størrelse med spiseborde. »Vi tager det stille og roligt herhjemme,« siger han.

Selv om han selv tager nyheden om udrejsecenteret med ophøjet ro, kan han dog ikke bebrejde sine naboer for at frygte, at de snart skal dele byen med udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere og afviste asylansøgere.

»Selvfølgelig kan det skabe utryghed, men mange af dem, som frygter det her, er også dem, som gerne ville sende udlændinge ud på en øde ø i første omgang. Det må bare ikke være lige der, hvor de selv bor. Det er lidt dobbeltmoralsk.«