Ikke engang et år. Så lang tid blev det til for Peer Leth som direktør for emballagegiganten Dansk Træemballage.

Han begyndte i jobbet 1. oktober sidste år – og kort før oktobers udgang stoppede han igen i jobbet.

Det skriver Børsen.

Hverken bestyrelsesformand Peter Bisgaard Jensen eller Peer Leth selv vil sætte ord på, hvorfor parterne så hurtigt er gået hver til sit.

Det går ellers forrygende godt hos Dansk Træemballage økonomisk set.

Tidligere i år kom det seneste regnskab, der viste et plus på knap 300 millioner kroner, og generelt er overskuddene bare steget og steget i de seneste år.

»Vi skiltes i bedste fordragelighed, og der er ingen bad feelings,« siger Peter Bisgaard Jensen dog:

»Men det siger sig selv, at når sådan noget sker, er det, fordi der skulle findes en anden.«

Han sætter sig nu selv i direktørstolen hos Dansk Træemballage. Igen.

For det var også et job, han besad i 15 år, indtil Peer Leth sidste år fik jobbet. 

Peter Bisgaard Jensen har været i firmaet siden 1972.

Da han gik på jagt efter en ny direktør, sagde han i øvrigt ifølge Building Supply, at han ledte efter »et ordentligt menneske og en, der favner bredt«.

Ikke mindst for at »holde sammen på tropperne« i en virksomhed, der har mange afdelinger. Også i Sverige og Norge.

»Nu vil jeg jo nødigt prale, men en af mine forcer er at holde sammen på folk og få skabt en kultur, hvor vi alle sammen ved, at vi har brug for hinanden hele vejen rundt for at få succes,« sagde Peter Bisgaard Jensen dengang.