Direktøren for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen, har fået kritik fra flere fronter. 

Det sker, efter B.T. har afsløret direktørens private chaufførforhold, der løber op i 720.000 kroner om året på danskernes regning. 

Men Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, bakker fortsat op omkring topchefen, udtaler han i en pressemeddelelse. 

»Ina Eliasen står i spidsen for en organisation med enorme udfordringer – mangel på medarbejdere, overbelægning og et stigende pres på både sikkerhed og drift,« udtaler han.  

»Det kræver en ledelse, der er til stede og som er i stand til at reagere hurtigt, uanset hvor i landet behovet opstår. At ordningen også gælder transport til og fra den private bolig, ser jeg som en naturlig del af direktørens landsdækkende ansvar.«

Han vurderer, at det handler om at udnytte arbejdstiden bedst muligt på alle tider af døgnet. 

Bo Yde Sørensen mener dermed det modsatte af blandt andet økonomiprofessor ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, der kaldte direktørens chaufførforhold for »lige dele chokerende og komisk«.

Flere retsordførere i Folketinget krævede onsdag morgen svar fra ministeren i sagen. Læs mere om det HER.