Flere gange om ugen triller en stor Volkswagen Arteon 2.0 TDI EVO 200 DSG7 ned i parkeringskælderen under Danmarks Fængsler, tidligere Kriminalforsorgen, i København.

I den sidder direktøren for det hele, 57-årige Ina Eliasen. Men det er ikke bag rattet.

På førersædet sidder nemlig én af de to deltidsansatte chauffører, som Danmarks Fængsler samlet betaler omkring 720.000 kroner i løn årligt. 

Chauffører, der kører Ina Eliasen rundt til møder og arrangementer i landet, men også henter og bringer direktøren ved hendes hjem cirka 40 kilometer fra styrelsen.

Det viser en aktindsigt, som B.T. er i besiddelse af.

Bent Greve, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, kalder chaufførordningen »dybt usædvanlig«:

»Det er dybt usædvanligt og ikke i overensstemmelse med god anvendelse af offentlige ressourcer. Man bruger 720.000 kroner om året – det er jo mere end et årsværk, som man formentligt kunne have brugt bedre,« siger Bent Greve.

Selv oplyser Danmarks Fængsler, der er en styrelse under Justitsministeriet, til B.T., at chaufførordningen er besluttet på baggrund af principperne fra en udtalelse af Økonomi- og Indenrigsministeriet fra 2014, og at den blandt andet åbner op for kørsel til og fra direktørens bopæl.

Men spørger man økonomiprofessor ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, er der noget, som Danmarks Fængsler har gevaldigt misforstået.

»Det giver absolut ingen mening, at de henviser til den udtalelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, for den baserer sig på borgmestre og ikke staten. Så det er simpelthen decideret ubrugeligt,« siger professoren.

Det betyder også ifølge Per Nikolaj Bukh, at dele af Ina Eliasens chaufførordning er decideret i strid med gældende regler.

Nemlig det faktum, at direktøren bliver kørt til og fra sin bopæl - 80 kilometer tur/retur til kontoret i København.

»Hvis de oplyser, at hun bliver kørt til og fra arbejde som en del af denne tjenestekørsel, så er det direkte i strid med reglerne. Det er et ulovlig personalegode - intet mindre,« siger han.

Men så er der resten af chaufførordningen, der altså bruges til at køre Ina Eliasen rundt til blandt andet »møder på organisationens over 100 matrikler og arrangementer af tjenstlig karakter«, som Danmarks Fængsler oplyser til B.T.

Den er Per Nikolaj Bukh bestemt heller ikke imponeret over.

»Jeg har aldrig hørt om en tilsvarende ordning, og jeg troede faktisk ikke på det, da du nævnte det første gang. Det er på niveau med det, der normalt ville ende med en påtale af Rigsrevisionen, hvis der var tale om tjenesterejser. Jeg er da også nysgerrig på, hvordan ministeriet vil reagere på den ordning - de har jo tilsynsansvar,« siger han og fortsætter:

»Det er lige dele chokerende og komisk. Det er sådan, jeg har det. Fuldkommen ude i skoven.«

Danmarks Fængsler oplyser, at der i en længere periode har været en spidsbelastning på grund af organisationens kritiske tilstand, og at det har været »nødvendigt at finde så mange arbejdstimer som muligt«.

De tilføjer også, at direktøren ikke kan arbejde i eksempelvis et tog, da der ofte behandles sager af fortrolig karakter.

Men her har Per Nikolaj Bukh et behov for at minde Danmarks Fængsler om, at de ikke er en privat virksomhed.

»Hvis man anvender de sædvanlige tjenesterejseregler, så er de indrettet sådan, at man altid skal rejse sparsommeligt. Det vil sige, at hvis man har en chaufførordning, der koster 720.000 om året plus afskrivning af bil og benzin, så skal man kunne argumentere for, at det ville være tæt på lige så dyrt eller dyrere, hvis hun eksempelvis skulle tage til møderne med offentlig trafik, taxa når der er behov for det, køre sammen med kolleger eller selv køre i en tjenestebil,« siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

»Og der kan man jo godt regne ud, at det her er en vanvittig dyr ordning. Der ville komme 20 styrelsesdirektører rendende og bede om chauffører, hvis Danmarks Fængslers argumenter var nok.«

Danmarks Fængsler har ikke ønsket at kommentere Per Nikolaj Bukhs kritik.