Har du et elektronisk gavekort liggende, og står du samtidig og mangler kontanter, så kan du rent faktisk få beløbet udbetalt – også hvis udløbsdatoen på gavekortet er overskredet.

Ifølge betalingsloven har man nemlig krav på at få udbetalt gavekortets værdi i gyldighedperioden og op til et år efter, gavekortet er udløbet.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse, efter man har undersøgt 29 virksomheders vilkår for udbetalinger af elektroniske gavekort.

»Ifølge betalingsloven har forbrugerne ret til at få udbetalt værdien af et elektronisk gavekort i op til et år efter, at gavekortet er udløbet. Virksomhederne kan ikke omgå den regel ved at skrive noget andet i deres vilkår,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

»Virksomheden må kun tage et gebyr for at udbetale værdien af elektroniske gavekort inden for gavekortets løbetid. Men virksomheden må ikke tjene penge på det. Gebyret skal svare til virksomhedens omkostninger ved at udbetale pengene.«

Forbrugerombudsmanden vurderer, at reglerne gælder for både elektroniske gavekort med tilgodehavende på bestemte beløb samt de såkaldte oplevelsesgavekort, hvor man har købt en oplevelse i form af eksempelvis en tur i luftballon eller et hotelophold.

Af de 29 virksomheder, som Forbrugerombudsmanden har undersøgt, udbetalte 14 af dem gavekortets beløb uden at tage noget gebyr.

Det gjorde sig imidlertid ikke gældende hos de resterende 13. Her krævede seks af virksomhederne et gebyr på 100 kroner, en virksomhed opkrævede et gebyr på 75 kroner, fire virksomheder opkrævede et gebyr på 50 kroner, mens en virksomhed opkrævede 25 kroner i gebyr.

En enkelt virksomhed opkrævede et gebyr på 15 procent af gavekortets værdi – dog maksimalt 100 kroner.

»Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at et gebyr på 25 kroner næppe vil være i strid med betalingsloven, hvis det svarer til virksomhedens omkostninger ved at foretage udbetalingen,« lyder det videre i pressemeddelelsen.