De var kun få meter fra indgangen til hospitalet, da fireårige Karl Koch blev slap i sin fars favn - og fra tætteste hold kunne faren blot se til, mens sønnens hjerte pludselig stoppede med at slå.
Nu sidder den lille drengs forældre, Simon og Heidy Koch, tilbage med den ubærlige sorg. Og med frustration. For særligt ét spørgsmål lyder igen og igen: Kunne Karl mon endnu være i live, hvis det var blevet opdaget i tide, hvad han fejlede?
Smilet forsvandt pludseligt fra deres søns ansigt lørdag den 19. oktober sidste år.
I stedet blev det skiftet ud med skrig af smerte, fordi han fik ondt i maven, og han kunne hverken spise eller drikke.
Den aften ringede Karls forældre derfor til 1813, som sagde, at de kunne køre ind forbi lægevagten på Hillerød Hospital. Efter at have ventet på at blive tilset, og efter en sygeplejerske havde foretaget en visitation af den lille dreng, undersøgte en læge ham.
Og det er her, at Simon og Heidy mener, at noget kunne være håndteret anderledes.
For selvom Karls mave ifølge dem var hård, og selvom han ikke kunne hverken spise eller drikke, så lød lægens råd efter undersøgelsen angiveligt, at han skulle drikke noget vand og tage et par panodiler.
»Lægen sagde, at vi lige så godt kunne tage hjem og give ham nogle panodiler og noget vand der, for det var det samme, de ville gøre på hospitalet. Men vi fik at vide, at vi også kunne blive der natten over,« forklarer Simon.
»Men da det var i den rækkefølge, vi fik præsenteret det, tænkte vi, at vi helst ville hjem, fordi Karl ikke var glad for at være der. Og hvis det ikke krævede andet end panodiler og vand, så var det vel fint nok. Vi fik ikke indtryk af, at det kunne være noget alvorligt,« tilføjer han.
Simon og Heidy tog derfor Karl med hjem og håbede, at han ville få det bedre. Men det gjorde han ikke.
I løbet af natten til søndag og søndag morgen fik Karl det værre. Og værre.
Han havde ondt, kastede op og kunne ikke finde hvile eller sove.
Forældrene ringede direkte til afdelingen på hospitalet på et nummer, som de havde fået, men til at begynde med fik de det samme råd. At sønnen kunne forsøge at drikke noget vand.
Da Karl fortsat fik det værre, ringede Simon og Heidy igen til afdelingen, hvorefter de fik at vide, at de kunne komme ind med ham.
Familien tog derfor søndag middag vejen fra hjemmet i Kokkedal til hospitalet i Hillerød, men ganske kort før de ankom, blev Karls tilstand værre.
»Jeg tog ham op i mine arme, og lige så snart, han lå der, kiggede han lige rundt, kiggede på mig, og så... blev han livløs,« fortæller Simon og fortsætter:
»Han kiggede efter mig, og så var det, som om hans krop gav op. Jeg tænker, at han gav op, fordi han følte sig tryg. Men det er en ringe trøst.«
Lægerne på Hillerød Hospital kæmpede for at genoplive Karl og gav ham over de følgende timer hjertelungeredning, mens de forsøgte at finde ud af, hvad der var galt.
Efterfølgende - ifølge forældrene omkring fire timer senere - blev han i al hast kørt til Rigshospitalet.
Der fortsatte lægerne behandlingen og forsøgte at redde hans unge liv, men mandag den 21. oktober stod det klart, at trykket i hans hjerne var blevet for voldsomt. Der var ikke mere, nogen kunne gøre.
Karl vågnede ikke op igen.
Til sidst kunne hans krop ikke holde til mere. Maskinerne, han var blevet koblet til, blev slukket om tirsdagen, og Karl gled ind i døden.
»Det var og er uvirkeligt. Det er svært at beskrive, for det er som at miste sig selv. Ens børn for jo ens et og alt,« forklarer Simon.
Hen over de efterfølgende timer kunne familie, venner og andre komme forbi Rigshospitalet og sige et sidste farvel til Karl. Selv kunne Simon kun holde til at være inde i rummet, hvor han lå, to gange.
»Det var forfærdeligt at se ham sådan. Jeg kunne ikke holde til mere end de to gange. For når jeg var derinde, skulle jeg ligesom acceptere det. At han var væk,« fortæller han og fortsætter:
»Jeg var derinde for at sige farvel, men det var hårdt. At alt var forgæves... En fars job er jo at passe på sine børn og sin familie. Og når man så ikke kan gøre noget og har tabt kampen, det er en ubehagelig oplevelse.«
Den dag i dag har de accepteret, at Karl er væk. Men de accepterer ikke, at det skulle ske.
Af journalerne fra Rigshospitalet fremgår det, at lægerne fandt ud af, at Karl havde et såkaldt 'diaphragme hernie'. Et medfødt hul i mellemgulvet. Og det var det, der havde ført til hans mavesmerter - og i sidste ende hans død.
Ifølge Simon var Karls mavesæk - på grund af hullet - endt med at kravle væk fra sin normale plads og længere op i hans bryst, og til sidst var der gået hul på den, hvilket førte til en infektion, som førte til hjertestoppet.
Simon og Heidy mener, at lægerne på Hillerød Hospital burde have gjort mere for at finde ud af, hvad der var galt med deres søn. Blandt andet mener de, at man om lørdagen burde have foretaget en scanning af sønnens mave for at finde ud af, hvorfor den gjorde så ondt.
»Så kan det være, de havde opdaget, hvad der var galt,« forklarer Simon.
»Og så kan det være, det ikke var endt, som det gjorde,« tilføjer han og fortæller, at familiens håb er, at noget lignende ikke kommer til at ske for andre.
I en skriftlig kommentar fortæller Jonas Egebart, den lægefaglige vicedirektør på Nordsjællands Hospital, der består af hospitalerne i Hillerød og Frederikssund, at man fulgte alle procedurerne - men at det desværre ikke lykkedes at finde ud af, hvad der var galt med Karl:
'Vi er på hospitalet og særligt det involverede personale meget berørte af Karls alt for tidlige død. Det er vores ansvar at finde ud af om børn, der kommer til hospitalet, er alvorligt syge, og selv om vi fulgte alle procedurer i Karls tilfælde, lykkedes det os alligevel ikke. Vi ville ønske, det havde været muligt, men hans symptomer tydede ikke på alvorlig sygdom, og vi kan kun udtrykke vores dybeste medfølelse med forældrene,' skriver han og fortsætter:
'Det er vigtigt at sige, at forældrene ikke gjorde forkert i at tage Karl hjem og observere ham hjemme, selv om vi tilbød indlæggelse. På samme måde kan vi heller ikke se, at den læge, der modtog Karl om lørdagen, drog en forkert konklusion efter undersøgelsen. Havde vi haft en mistanke om en medfødt hul i mellemgulvet, er det klart, at en yderligere undersøgelse som for eksempel en scanning ville komme på tale. Men da vi så Karl, var der ingen tegn, der kunne give os eller andre den mistanke.'
Videre forklarer Jonas Egebart, at man siden har gennemgået forløbet:
'Vi har gennemført en hændelsesanalyse fra A til Z for at vurdere, om der var ting, vi kunne have gjort anderledes, og for at finde læringspunkter - og selvfølgelig kan man altid lære. Blandt andet vil vi fremover arbejde med en mere sikker og præcis kommunikation både i forhold til, hvad vi anbefaler, men også når patienter genhenvender sig,' lyder det.
