Han havde kun lige nået at tage sin fireårige søn op i favnen for at bære ham hastigt ind på hospitalet, da sønnen blev slap – og hans hjerte stoppede med at slå.
Nu har Simon og Heidy Koch fået tilkendt erstatning af Patienterstatningen, da man har vurderet, at den behandling, som deres lille søn – Karl – fik før sin død, ikke var god nok.
»Vi har jo hele tiden ment, at der ikke blev gjort nok. Så jeg er glad for, at andre er enige i det,« forklarer Simon Koch.
I forbindelse med erstatningssagen har en læge fra Odense Universitetshospital blandt andet vurderet forløbet:
»Det er med 95 procents sikkerhed, at Karl ville have overlevet uden mén ved rettidig diagnostik og behandling,« lyder det i den såkaldte speciallægeerklæring.
Selv om det ikke er rare ord at læse, har de alligevel også været en hjælp.
»Jeg blev lettet over at læse det, for det er det, jeg har forsøgt at sige fra start,« fortæller Simon Koch.
Hele sagens begyndelse fandt sted lørdag 19. oktober sidste år, hvor fireårige Karl pludseligt fik voldsomt ondt i maven. Hans forældre kørte derfor den lille dreng fra hjemmet i Kokkedal og ind til Hillerød Hospital for at blive tjekket.
Smerterne gjorde, at Karl ikke var glad for at blive rørt ved og undersøgt, og selv om hans mave ifølge forældrene var hård, og selv om Karl hverken kunne spise eller drikke, lød lægens råd efter undersøgelsen angiveligt, at han skulle drikke noget vand og tage et par Panodiler.
Forældrene blev tilbudt, at Karl kunne blive på hospitalet, men de fik også at vide, at de kunne tage hjem og holde øje med ham der i stedet.
De tog derfor Karl med hjem og håbede, at han ville få det bedre. Det gjorde han ikke.
Kort tid før de ankom til hospitalet igen dagen efter, blev Karls tilstand endnu dårligere:
»Jeg tog ham op i mine arme, og lige så snart, han lå der, kiggede han lige rundt, kiggede på mig, og så... blev han livløs,« har Simon tidligere fortalt.
»Han kiggede efter mig, og så var det, som om hans krop gav op. Jeg tænker, at han gav op, fordi han følte sig tryg. Men det er en ringe trøst.«
Selv om lægerne på Hillerød Hospital kæmpede for at genoplive den lille dreng, og selv om han senere i al hast blev overført til Rigshospitalet, lykkedes det ikke at redde ham.
Tre dage efter, han første gang havde været på hospitalet, sov han ind.
Efterfølgende blev det konstateret, at Karl havde et sjældent såkaldt 'diaphragme hernie'. Et medfødt hul i mellemgulvet. Det var det, der havde ført til hans mavesmerter – og i sidste ende hans død.
Ifølge Simon var Karls mavesæk på grund af hullet endt med at kravle væk fra sin normale plads og længere op i brystet på ham, og til sidst var der gået hul på mavesækken, hvilket førte til en infektion, som førte til hjertestoppet.
Forældrene har siden været frustrerede over forløbet på Hillerød Hospital – og især over, at Karl ikke blev undersøgt mere grundigt, da han første gang blev tjekket for sine mavesmerter, så det kunne være blevet opdaget, hvad der var galt.
Den del kritiseres også i den speciallægeerklæring, der ligger til grund for Patienterstatningens afgørelse.
Af den fremgår det, at den tilstand, som Karl havde, da han ankom til Hillerød Hospital første gang, kaldes 'akut abdomen', hvor der er tale om akutte smerter i maven.
Ifølge speciallægeerklæringen blev det ikke 'genkendt' som værende akut abdomen, da Karl blev undersøgt, og af den grund blev han 'ikke prompte udredt'.
»Hertil var undersøgelser – både kliniske og laboratoriemæssige – særdeles mangelfulde. Det var dette manglende diagnostiske arbejde helt fra starten, der var den direkte årsag til hans død,« lyder det i erklæringen.
Af erklæringen fremgår det, at man ikke nødvendigvis ville have fundet frem til årsagen til Karls mavesmerter med det samme, da et såkaldt 'diaphragme hernie' er sjældent, men at man skulle være gået i gang med en 'videre diagnostisk udredning med det samme i form af billeddiagnostik og blodprøver, ikke slippe barnet af syne og anlæggelse af drop'.
Af Patienterstatningens afgørelse oplyses det, at der ydes erstatning, hvis behandlingen har 'afveget fra, hvad en erfaren specialist ville have gjort i den givne situation'.
I en skriftlig kommentar til Patienterstatningen – som B.T. har fået tilsendt – oplyser Nordsjællands Hospital Hillerød, at der 'er tale om et yderst tragisk forløb'. Derfor vil man af hensyn til familien ikke anke.
Dog er hospitalet ikke enig med speciallægeerklæringen:
»Det er vores opfattelse, at en specialist som udgangspunkt ikke ville have kunnet afværge det, der skete. Vi mener, at den sagkyndiges vurdering er baseret på den viden, vi har nu, og ikke kun på den viden, der forelå på behandlingstidspunktet. Og 'bagklogskabsbetragtninger' bør ikke ligge til grund for en vurdering af bedste specialiststandard,« lyder det i kommentaren, som fortsætter:
»Med de symptomer, Karl frembød, tydede det alt andet lige langt mere sandsynligt på en begyndende maveinfektion, som oftest er helt banal, og som vi ser talrige tilfælde af ugentligt. Disse patienter observeres over tid, ligesom denne dreng, og hjemsendes, hvis det ønskes af familien og skønnes forsvarligt af os.«
Nordsjællands Hospital oplyser til B.T., at man ikke har 'yderligere kommentarer til afgørelsen end dem, som allerede er givet til Patienterstatningen'.
Selv om Simon og Heidy Koch er tilfredse med afgørelsen, sidder de stadig tilbage med sorgen over at have mistet deres lille dreng.
I deres stue står et lille alter med billeder af en smilende Karl, mens urnen står fremme omkranset af de kastanjer, som han altid samlede ind på vejen hjem fra børnehaven.
»Det kommer til at blive stående. I lang tid,« siger Simon Koch og slutter med et lille lysglimt:
»Vi forsøger at arbejde os videre. Og nu er vi så heldige, at vi venter os til april. Så nu har vi noget andet at fokusere på også.«
