Hvis vi spoler tiden et år tilbage, så det sort ud på det nordlige Amager.

En stribe havelodslejere var opsagt, hjemløseboliger var på vej væk, og mere end et stykke danmarkshistorie så ud til at forsvinde.

Men siden er der sket noget.

Vi taler om den lille tange af land, som ligger mellem Uplandsgade og Kløvermarken på Amager.

Her løber den sidste del af den gamle Amagerbane, hvis skinner for årtier tilbage havde besøg af Egon, Benny og Kjeld i filmen 'Olsen-banden på sporet'.

Ved siden af de gamle jernbaneskinner ligger en række nyttehaver, som mange familier har beboet om sommeren i generationer. Og midt i det hele findes et mindemaleri for den folkekære skuespiller Jesper Klein.

I foråret 2020 havde havelodslejerne fået et varsel gennem brevsprækken om, at nyttehaverne var opsagt.

I stedet ønskede DSB Ejendomme, som ejer grunden ved den gamle Amagerbane, at udstykke og bygge boliger på området.

Sådan så Jesper Kleins ansigt ud på vægmaleriet for bare et år siden.
Sådan så Jesper Kleins ansigt ud på vægmaleriet for bare et år siden.
Vis mere

Men siden B.T. og nogle lokalmedier beskrev nyttehavelejernes og de historiske jernbaneskinners usikre fremtid, kom Københavns Kommune ind i sagen.

Det blev besluttet, at området skulle fredes. Og det vækker jubel flere steder.

Ikke mindst hos den naturglade tv-vært Sebastian Klein.

»Det er helt fantastisk, at man har lyttet til folket, og man er gået i gang med at frede området,« siger han til B.T.

Et af havelodderne helt tæt op ad skinnerne fra den gamle Amagerbane.
Et af havelodderne helt tæt op ad skinnerne fra den gamle Amagerbane. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere

Glæden skyldes blandt andet, at der i området i en årrække har været et vægmaleri til minde om hans afdøde far, den togglade, folkekære skuespiller Jesper Klein.

Nærmest som et symbol på den usikre fremtid for området havde vægmaleriet fået lov til at sygne hen.

Ukrudt, buskads, graffiti og vind og vejr havde næsten fået taget livet af vægmaleriet.

Men i og med at nyttehaverne og den gamle Amagerbane ser ud til at overleve, er Jesper Kleins mindevæg også blevet genopfrisket.

Sådan ser det nyopfriskede vægmaleri med Jesper Klein ud nu.
Sådan ser det nyopfriskede vægmaleri med Jesper Klein ud nu.
Vis mere

»Det har altid været sjovt at gå forbi vægmaleriet med min far. Og jeg har godt set, at det var ved at forfalde. Det var selvfølgelig trist, men ting har også sin tid,« siger han og uddyber:

»Derfor er det også dejligt at se, at det nu er blevet genoprettet, så det står helt frisk.«

Beslutningen om at begynde en fredningsproces af området, der ligger lige op ad det i forvejen fredede grønne område kaldet Kløvermarken, blev taget sidste år efter pres fra flere steder i den københavnske borgerrepræsentation.

Dermed er planerne om at bygge på området også skudt ned.

Sebastian Klein glæder sig over, at den gamle Amagerbane nu ser ud til at være reddet. Arkivfoto.
Sebastian Klein glæder sig over, at den gamle Amagerbane nu ser ud til at være reddet. Arkivfoto. Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere

Det er ikke kun Sebastian Klein, som er glad for beslutningen om at frede området ved den gamle Amagerbane.

Også hos Amagerbanens Venner, der vedligeholder jernbaneskinnerne og opretholder dræsine- og skinnecykling på banen, er glæden stor.

Det samme er tilfældet hos de nyttehavelejere, som nu kan få lov til at blive på de lodder, som de har haft i flere generationer.

»Vi i haverne ser meget frem til at samarbejde med kommunen om fredningssagen, hvor der både er plads til det kulturhistoriske i Amagerbanens sidste banestrækning, de 100 år gamle haver og kommunalplanens klare ønske om, at den grønne kile langs Uplandsgade bliver bevaret for naturen og biodiversitetens skyld, ikke mindst til glæde for de mange brugere af området,« lyder det i en fælles udtalelse fra H/F Ved Amagerbanen til B.T.

Ove Sprogøe og Morten Grunwald, også kendt som Egon og Benny, i Olsen-banden på sporet. Her ses de i det lokomotiv, som de kørte på Amagerbanen med.
Ove Sprogøe og Morten Grunwald, også kendt som Egon og Benny, i Olsen-banden på sporet. Her ses de i det lokomotiv, som de kørte på Amagerbanen med.
Vis mere

Selvom Sebastian Klein er glad for, at den sidste del af Amagerbanen nu ser ud til at få lov at bestå, ser han det kun som en lille sejr i den krig, som vi mennesker fører mod naturen over store dele af planeten.

»Det er lidt trist, at vi skal juble over, at der er noget, som ikke er blevet ødelagt. Vi burde tænke over at skabe nogle ting i stedet for at ødelægge.«

»Vi undskylder det hele med 'fremskridtet', og at vi skal have to procent vækst om året. Og derfor kaster vi naturens arvesølv fra os. Det er noget, vi taber for altid,« siger Sebastian Klein.

»Når jeg ser naturen, så ser jeg Rembrandt, Mozart og Jørn Utzon. At fjerne et stykke natur – blandt andet som det ved Amagerbanen – svarer for mig til at sige, man ikke måtte synge 'Kvinde min' mere.«