Det kom som en chok for Susan Palludan, da der ud af det blå tikkede en mail ind i indbakken fra DSB Ejendomme. I mailen var en opsigelse af det nyttehave-lejemål, som har været i hendes familie i tre generationer.

Inden for et år skulle Susan Palludan og en række andre lejere på området ved den gamle Amagerbane på det nordøstlige del af Amager ud. Men nu er der langt om længe positivt nyt.

Siden B.T. kunne beskrive sagen første gang, er der nemlig sket en udvikling på Rådhuset i København.

SF med gruppeformand Klaus Mygind i spidsen har for nylig fremsat et forslag om at frede området, hvor skinnerne fra den gamle Amagerbane løber.

En af havelodderne helt tæt opad skinnerne fra den gamle Amagerbane.
En af havelodderne helt tæt opad skinnerne fra den gamle Amagerbane. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere

Umiddelbart ser det ud til, at forslaget har flertal i Borgerrepræsentationen, forklarer Klaus Mygind til B.T., efter han først har fortalt nyheden til TV 2 Lorry.

»Vores forslag indebærer, at området med jernbaneanlægget med den gamle Amagerbane fredes. Det er der stor tilslutning til, og 4. juni kan det så forhåbentlig komme til en afstemning i Borgerrepræsentationen,« siger Klaus Mygind.

Han har længe været fortaler for at bevare området med jernbanen, hvor blandt andet dele af 'Olsen-banden på sporet' blev filmet, og hvor den afdøde skuespiller Jesper Klein hyldes med et vægmaleri.

»Det her bremser DSB's planer om at bygge boliger og erhverv på området, der i dag blandt andet huser nyttehaver, udsatteboliger og foreninger,« siger Klaus Mygind.

Ove Sprogø og Morten Grunwald, også kendt som Egon og Benny, i 'Olsen-banden på sporet. Her ses de i det lokomotiv, som de kørte på Amagerbanen med.
Ove Sprogø og Morten Grunwald, også kendt som Egon og Benny, i 'Olsen-banden på sporet. Her ses de i det lokomotiv, som de kørte på Amagerbanen med.
Vis mere

Han fortæller, at et bredt udsnit på Københavns Rådhus bakker op om forslaget om fredning. Endnu har han ikke hørt fra Dansk Folkeparti og Venstre. Resten af partierne ser dog ud til at være klar til at stemme for en fredning.

Området, hvor Amagerbanens skinner fortsat løber, ligger omringet af Kløvermarken, som allerede er et fredet område, og en række industri langs Uplandsgade. Og generelt skal området byfornyes, fortæller Klaus Mygind.

»Vi har Kløverparken, som ligger ud mod vandet, som skal bebygges. Og så er der eksempelvis industrivirksomheden AGA, der flytter ud af byen, så hele området skal byfornyes. Og her skal området med den gamle Amagerbane fungere som en grøn kile i hele området,« siger han.

»Området med jernbanen har noget speciel natur, som er værd at frede, og så er de sidste rester af Amagerbanen et stykke kultur- og industrihistorie,« uddyber han.

Susan Palludan ved grillen i kolonihaveområdet ved den gamle Amagerbane.
Susan Palludan ved grillen i kolonihaveområdet ved den gamle Amagerbane. Foto: Privatfoto
Vis mere

Efter B.T.s artikler om sagen valgte Københavns overborgmester, Frank Jensen, også at gå ind i sagen. På Facebook beskrev han, hvordan han ser området som bevaringsværdigt.

'I over 100 år har skinnerne fra den gamle Amagerbane i København løbet mellem Uplandsgade og Kløvermarken. Det er i dag en grøn kile med gamle togskinner, vildtvoksende natur og et stærkt lokalt engagement og fællesskab. Lad mig slå fast: Står det til mig, skal området bevares,' skrev han.

Tilbage hos Susan Palludan modtages nyheden med stor glæde:

»Det er fantastisk. Så dejligt. Jeg håber sådan, at vi kan få lov til at blive der. Det er en stor del af vores liv – hele sommeren er vi derhenne. Hele familien og en masse venner. Så fantastisk.«

Fremtiden for skinnerne på den gamle Amagerbane er uvis.
Fremtiden for skinnerne på den gamle Amagerbane er uvis. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere