Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Danske Regioner har fredag udsendt en liste med 145 steder, hvor man mistænker, at der kan være rester af stoffet PFOS i jorden.

I Aarhus Kommune er ét sted udpeget – Kirstinesmindevej 14 i Aarhus N. Det er Østjyllands Brandvæsens øvelsesplads.

Men kommunen ved endnu ikke, om der rent faktisk er gift i jorden ved øvelsesområdet, der ligger tæt op ad Aarhus Universitetshospital.

Danske Regioner udarbejdede listen, efter Jyllands-Posten tidligere på året kunne afsløre, at beboere i et område tæt på en brandøvelsesplads havde fået rester af stoffet PFOS i kroppen. Blandt andet gennem kød fra kvæg, der havde græsset på enge tæt på brandøvelsespladsen.

Stoffet PFOS blev tidligere brugt i det skum, brandfolk brugte til at slukke brande med. Stoffet blev gjort ulovligt i 2006, men var først udfaset endeligt i 2011.

Aarhus Kommune har undersøgt, om der er brugt PFOS i det skum, Østjyllands Brandvæsen har anvendt på Kirstinesmindevej 14. Brandvæsenet har spurgt nuværende og tidligere medarbejdere, der ikke endegyldigt kan be- eller afkræfte, om der var PFOS i det skum, de anvendte tidligere.

Kommunen har desuden undersøgt de midler, der bliver brugt på øvelsespladsen i dag, og de overholder gældende lovgivning og indeholder altså ikke PFOS. Aarhus Kommune antager dog, at der tidligere er brugt skum med PFOS, da det var meget udbredt, frem til at det blev forbudt.

Men Aarhus Kommune ved ikke, om der er rester af PFOS i jorden ved øvelsespladsen. Det fortæller afdelingsleder i Natur- og Miljø Bo Ultoft til B.T. Aarhus.

»Mig bekendt er der ikke foretaget undersøgelser af jorden, og dermed ved vi ikke, om der er PFOS i forbindelse med de aktiviteter, der har været derude,« siger han.

Ansvaret for at undersøge området ligger nu hos Danske Regioner. Bo Ultoft håber, de kan finde økonomi til at foretage hurtige undersøgelser, så man kan melde noget konkret ud til borgerne i Aarhus Kommune.

»Jeg så gerne, at vi fik nogle undersøgelser, så vi fik klarhed over, om der er grund til at være bekymret,« siger Bo Ultoft.

Han anerkender, at den manglende viden kan lede til bekymrede borgere, der frygter, om de kan være udsat for PFOS, der blandt andet kan give forhøjet risiko for kræft.

»Selvfølgelig er der nogen, der er bekymret, og så kan man diskutere, hvor reel bekymringen er. Men hvis man finder græssende kvæg, der hvor man finder problemet, så er der grund til bekymring. Men hvis man ikke har det, vil jeg have tillid til, at regioner, stat og kommuner nok skal få håndteret de lokaliteter, hvor stoffet har været anvendt,« siger han.

Han kan dog ikke give nogen garantier, så længe hverken kommune eller region har undersøgt jorden omkring øvelsespladsen i Skejby.

»Jeg har svært ved at betrygge nogen, når jeg ikke har nogen resultater, der peger i nogen retninger,« siger og uddyber:

»Hvis det nu var børn, der lå og legede i græsset, så var der en risiko, men det er det jo ikke derude. Hvis man har gået henover et græsstykke, hvor der er rester af PFOS, så tror jeg ikke, der er en risiko,« siger afdelingsleder Bo Ultoft.