Torsdag blev Lars Larsen bisat ved Sejs-Svejbæk Kirke, og dagen bød på mange rørende øjeblikke.

Noget, som folk sikkert vil mindes, er, hvordan en række ansatte fra Jysk viste deres tidligere chef en rørende sidste hyldest.

Foran rustvognen stillede de sig op i to lange rækker og holdt blå roser ind over bilen.

Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg, var efter bisættelsen ovre og hilse på nogle af Jysk-folkene, og her vendte han to tommelfingre i vejret.

Kisten bæres ud. Forrest går Lars Larsens to børn, Mette Brunsborg og Jacob Brunsborg, og bag kisten går hans hustru, Kristine Brunsborg.
Kisten bæres ud. Forrest går Lars Larsens to børn, Mette Brunsborg og Jacob Brunsborg, og bag kisten går hans hustru, Kristine Brunsborg. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Ifølge pressechefen vidste familien godt, at de ansatte ville give en sidste hilsen, bare ikke hvad de præcis ville gøre.

»Jeg er da helt sikker på, at familien blev glade for den gestus fra medarbejderne,« siger pressechefen i Jysk Nordic, Rune Jungberg Pedersen.

Rikke Jensen fra Jysk-butikkenn i Skive var en af de ansatte, som var mødt op for at stå i espalier foran rustvognen med blå roser i hånden.

»Jeg synes, det er stort, at jeg kan få lov til at være med her i dag og sige farvel,« sagde hun.

Silkeborgs borgmester, Steen Vindum, foran Sejs-Svejbæk, hvor Lars Larsen blev bisat torsdag.
Silkeborgs borgmester, Steen Vindum, foran Sejs-Svejbæk, hvor Lars Larsen blev bisat torsdag. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg har jo meget at takke Lars Larsen for. Han er grunden til, at jeg har fået et arbejde, som jeg faktisk er glad for.«

I kirken talte blandt andre sønnen, Jacob Brunsborg, på familiens vegne, og det fik flere af de deltagende til at fælde en tåre.

Fremmødte fortalte, at det var en ceremoni holdt helt i Lars Larsens ånd.

Præsten Marie Ginnerup Vestergaard holdt en smuk mindetale, sagde de folk, som B.T. talte med. De fortalte, at hun var god til at fange essensen af Lars Larsen, som et menneske, der var helt nede på jorden.

Der blev sunget 'Nu falmer skoven trindt om land' og 'Se, nu stiger solen af havets skød', inden man sluttede af med 'My Way' af Frank Sinatra.

Lars Larsens hustru,, Kristine Brunsborg, var tydeligt berørt, da hun sagde farvel ved sin mands kiste torsdag eftermiddag.
Lars Larsens hustru,, Kristine Brunsborg, var tydeligt berørt, da hun sagde farvel ved sin mands kiste torsdag eftermiddag. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Silkeborg Kommunes borgmester, Steen Vindum, fortalte, at han ikke har let ved tårer, men ved Lars Larsens bisættelse kunne han ikke holde igen.

»Jeg kunne da mærke, at der var en lille tåre, der pressede på i øjenkrogen,« sagde han til B.T.s udsendte.

Omkring 40 minutter efter ceremonien var gået i gang, begyndte kirkeklokkerne at ringe for anden gang torsdag eftermiddag. Den kvindelige præst var den første, som trådte ud af den hvide kirke efterfulgt af kisten båret af Lars Larsens børn og børnebørn.

De ansatte fra Jysk-butikkerne var mødt iklædt de karakteristiske lyseblå skjorter, og de havde allerede taget plads langs den lille vej ved kirken. Der stod de klar til at give deres sidste farvel.

Torsdag eftermiddag skiftede vejret imellem solen, der skinnede, og overskyet, men det var tørt og varmt, da kisten blev båret fra kirkedøren og ind i rustvognen af de seks kistebæere – nemlig sønnen Jacob Breunsborg, datteren Mette Brunsborg og børnebørnene, 19-årige Christian Birk Brunsborg, 18-årige Christine Birk Brunsborg, 18-årige Søren Hansen Brunsborg og 12-årige Line Hansen Brunsborg.

Bag ved familien, som stod nærmest rustvogen, stod de andre gæster, som havde fyldt kirken op. Pladsen var fyldt helt op, men der var alligevel helt stille i øjeblikkene, inden bilen kørte bort.

Lars Larsens kone igennem 47 år, Kristine Brunsborg, kendt som Kris, blev efter at have set bilen køre trøstet med kram. Et sidste farvel fra familien til hele Danmarks dynekonge.