Kirsten Holst Nielsen blev ringet op af sin datter mandag morgen, der overbragte hende den triste nyhed.

Larsen, som hun altid har kaldt ham, har lukket sine øjne for sidste gang. Han sov stille ind i sit hjem blandt familien mandag morgen.

'Dyne-Larsen' var hendes chef igennem mere end 40 år og størstedelen af hendes arbejdsliv i Jysk-butikken i Hadsund.

»Han vil blive savnet, og det gør han af hele personalet. Han var en rar mand hele vejen igennem,« siger hun.

Da Kirsten Holst Nielsen blev 70 år kom den øverste chef, Lars Larsen, selvfølgelig forbi til fejring i butikken i Hadsund.
Da Kirsten Holst Nielsen blev 70 år kom den øverste chef, Lars Larsen, selvfølgelig forbi til fejring i butikken i Hadsund. Foto: Katja Smed Halberg
Vis mere

De startede som kolleger i 70'erne i forretningen Minus Service i Aalborg, indtil Larsen efter en studietur til udlandet kom hjem med den klare ambition om, at han ville noget mere, end bare at være en andens ansat.

Nu ville 'Fattiglars', som han blev kaldt i hjembyen Arnborg, starte for sig selv, og de planer involverede Kirsten Holst Nielsen. Hun husker en dag i 1979, hvor Larsen kom forbi med et godt tilbud.

Ville Kirsten ikke følge med ham, når han åbnede butik?

Hun havde sine overvejelser. Skulle hun virkelig sige sit faste job op for en nystartet forretning? Og hvem skulle overhovedet arbejde der?

»Det skal du og jeg,« havde han fortalt. Og sådan blev det så.

Kirsten Holst Nielsen blev ansat som den første medarbejder i Jysk Sengetøjslager, som Larsen havde kaldt sit nye selvstændige virke.

Hun forstod aldrig, hvorfor navnet skulle være så langt. Det var umuligt overhovedet at få det sagt i telefonen, når kunderne ringede i butikken.

Men det betød ikke noget for Larsen. Han sagde altid bare 'Go'dav' i telefonen. Akkurat ligesom han har gjort det i de talrige TV-reklamer, mange husker ham for.

Der blev holdt tale ved Kirstens 70 års fødselsdag. Til bords er nye og gamle kollegaer, heriblandt Lars Larsens kone Kristine.
Der blev holdt tale ved Kirstens 70 års fødselsdag. Til bords er nye og gamle kollegaer, heriblandt Lars Larsens kone Kristine. Foto: Katja Smed Halberg
Vis mere

Den første forretning åbnede på Silkeborgvej i Aarhus. Blot to uger efter åbnede han endnu en - i Hadsund, hvor Kirsten boede, så hun ikke skulle køre for langt på arbejde.

På åbningsdagen stod kunderne i kø foran den lille forretning med de gode tilbud.

»Den var så lille, at der kun kunne være 4-5 personer inde i butikken. Men lige inden vi åbnede, råbte han: De sprænger døren! Og så blev de lukket igennem forretningen og senere ud af bagindgangen, hvor Kris stod og serverede kaffe.«

Den dag solgte de for 72.000 kroner, husker Kirsten. Det var ret flot for en mindre by med få indbyggere, synes hun.

Og pengene blev helt sikkert talt nøje op. Dengang var der nemlig ikke meget at rutte med.

»Vi havde ikke en stol at sidde på, så vi sad på gulvet - Larsen og jeg. Det var sjovt at være med til.«

Han havde bestemt, hun skulle have en ugentlig fridag hver onsdag, så her måtte Larsen selv passe forretningen i Hadsund og tage imod kunder og leverancer.

»Han var knusende dygtig. Jeg har aldrig hørt ham sur eller skælde ud. Han siger aldrig nej, hvis du har brug for hjælp. Han har knoklet hele sit liv, og han har fortjent at komme så langt,« siger hun.

I 2014 blev JYSK 35 år gammel. Kirsten Holst Nielsen kunne derfor fejre 35 års jubilæum på arbejdet sammen med sin chef.
I 2014 blev JYSK 35 år gammel. Kirsten Holst Nielsen kunne derfor fejre 35 års jubilæum på arbejdet sammen med sin chef. Foto: Katja Smed Halberg
Vis mere

»Og på trods af sin succes, har han aldrig ændret sig. Det er 45 år siden, jeg mødte ham første gang, men han er nøjagtigt den samme.«

Spoler vi frem til i dag, sidder hun tilbage med én stor fortrydelse. For et par år siden sendte hun nemlig Lars Larsen en mail med overskriften:

'Det er en meget svær beslutning'. Som 71-årig var det tid til at gå på pension, og det forstod Larsen godt.

»Det var det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg ville have blevet ved. Jeg savner kollegerne, ræset og kunderne,« siger hun om sin arbejdsplads med 41 år som Lars Larsens allerførste medarbejder.