Du får en mør og rød culottesteg, hvis du giver den syv timer ved 54 grader. Med en lammeryg kan du nøjes med seks timer ved 56 grader.

Står du til gengæld og skal redde en nyfødt og døende kylling, skal du helt op på tre dage, men ved 42 grader.

Det lyder som en bizar drejning på en sous vide-kogebog, men ikke desto mindre er det lige præcis det, som aalborgenseren Hessel Van Der Kooij har gjort.

Ved juletid fik han sig nemlig en sous vide-stav i julegave fra sit arbejde, og den har han nu brugt på at redde et liv.

Her ses den lille kylling.
Her ses den lille kylling.
Vis mere

Vi skal skrue tiden tre uger tilbage.

Hessel og hans kone ejer en masse høns, og da en af dem var skruk, valgte de at købe ti æg til udrugning.

På den måde kan man få allerede befrugtede æg og få ens egen høne til at ruge dem ud.

De ti æg røg under hønen, men da det var tid til, at kyllingerne skulle bryde ud af æggeskallen, opstod der et problem.

»Hej«, siger den lille kylling her, efter den var blevet reddet med et lille sous vide-bad.
»Hej«, siger den lille kylling her, efter den var blevet reddet med et lille sous vide-bad.
Vis mere

»Der var nogen, der klækkede uden problemer, men så var der også ét, der kun klækkede halvt. Kyllingen var fanget derinde, så min kone tog den ud, og den var meget medtaget og kunne nærmest ikke bevæge sig. Faktisk døende,« fortæller Hessel Van Der Kooij.

Derfor gik en decideret redningsaktion i gang.

Normalt kan man bruge rugemaskiner eller varmelamper til at simulere den samme varme, som der er inde i hønen, men det professionelle udstyr er Hessel og konen slet ikke i besiddelse af.

Men så kom de til at tænke på den julegave, som Hessel fik fra sit arbejde: en sous vide-stav.

Sous vide foregår på den måde, at man tilbereder eksempelvis kød ved en konstant temperatur over længere tid, og en sous vide-stav har altså den funktion, at den holder vandet på den bestemte temperatur.

»Vi kom på den idé, at vi lavede en lille anordning i en gryde med kyllingen og ægget nede i et håndklæde, og den blev så sat ned i en gryde med vand, hvor sous vide-staven holdt den på 42 grader, som er temperaturen inde i en høne. Faktisk havde jeg joket med, at vi kunne bruge den, hvis ikke der var plads til æggene under hønen,« fortæller Hessel.

Her ses den lille 'rede', som Hessel og konen byggede i en gryde.
Her ses den lille 'rede', som Hessel og konen byggede i en gryde. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og så var det ellers bare at vente.

Minutter blev til timer, og timer blev til dage, mens den lille kylling levede sin første tid på jorden med hjælp fra en sous vide-stav af mærket House of Chefs.

»Vi håbede, at den kom sig, og det skete. Pludselig begyndte den at pippe, og så gav vi den lidt sukkervand. Herefter prøvede vi at tage den ud til hønen, og dér har den været lige siden,« siger Hessel.

Dér har den det efter omstændighederne godt.

Ser står Hessel med den lille kylling.
Ser står Hessel med den lille kylling.
Vis mere

Redningsaktionen er dog ikke det eneste, som Hessel har brugt sin sous vide-stav til, og i den forbindelse deler han gerne ud af sine tips.

»Vi har lavet meget forskelligt på den, og især kammuslingerne har været en stor succes. Så det kan anbefales,« siger Hessel.