Han er en af nordens kendteste talkshowværter. Han er blevet stenrig, og han har formået at få verdenskendte navne til at sætte sig i den varme stol.

Men nu er det slut. For den norske tv-vært Fredrik Skavlen smider håndklædet i ringen. Den næste sæson bliver den sidste.

Det skriver den populære vært på Facebook.

'Dette forår ville vi som producenter teste, om vores redaktion kunne lave vores unikke talkshow-format live på SVT – selv uden mig. Og det kunne de i den grad – ikke mindst takket være Carina Bergfeldt. Noget, der giver mig chancen for at være lidt mindre Fredrik, og lidt mindre Skavlan,' skriver han.

Det var i 1998, at Fredrik Skavlan debuterede med sit talkshow, der dengang hed ‘Først & Sisst’. Dengang var showet kun 38 minutter langt, men siden har det ændret format, så det er blevet længere – og også nogle gange har færre gæster.

»Det har gjort, at interviewene er blevet længere, mere retrospektive, og vi går mere dybt. Det, synes jeg, er en interessant udvikling, netop fordi alt andet i tv går hurtigere,« fortalte Skavlan i et interview med Berlingske i 2013.

Og det var tilsyneladende opskriften på den sikre succes. Showet blev så populært, at det sidenhen blev til et norsk-svensk samarbejde, hvor seerne hver uge kunne se  ‘Skavlan’ på SVT og NRK. Og siden hoppede DR også med i samarbejdet, så Skavlan kunne ses på dansk tv. Nogle gange har seertallene ligget på op mod tre millioner.

Gæsterne blev også mere og mere kendte, og Skavlan har haft nærmest alle fra Nicole Kidman, Bill Clinton og Rihanna til Ghita Nørby, Susanne Bier og Mads Mikkelsen i studiet.

Norske Fredrik Skavlan er vært på det populære talkshow Skavlan, der bliver sendt på både svensk SVT og norske NRK samt på DR. Arkivfoto.
Norske Fredrik Skavlan er vært på det populære talkshow Skavlan, der bliver sendt på både svensk SVT og norske NRK samt på DR. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

For at lokke de internationale stjerner til, havde Skavlan lejet sig ind hos BBC i London, så showet kunne optages der i stedet for i Stockholm, når der var behov for det.

Undervejs har Frederik Skavlan også tjent en formue. Han har nemlig investeret sine penge.

Blandt andet havde han i slutningen af 2019 aktier for 528.000 norske kroner i den norske læringsplatform Kahoot. De steg sidenhen voldsom, og de var blandt andet medvirkende til, at Fredrik Skavlan i 2020 kunne hente 18 millioner ud til sig selv i udbytte skrev Dagens Næringsliv.

Fredrik Skavlan skriver på Facebook, at han kommer til at savne talkshowet.

'Der er meget, jeg vil savne ved dette job. Gæsterne, selvfølgelig. Folkemængden. De seere, jeg taler med i butikken. Men allermest vil jeg savne mine medarbejderes fokuserede professionelle indstilling, f. eks. aftenen før en optagelse i New York, over den tolvte kaffekop, når en gæst netop er sprunget fra.'

'Så derfor glæder jeg mig til efteråret, og den endelige sæson med Skavlan. Den vil jeg lave i sikker forvisning om, at samtalen fortsætter, også uden mig,' skriver han