»Er det okay, jeg smiler?« spørger Mint usikker på, hvilken grimasse hun skal møde mediernes mange mikrofoner og kamera med.

»Du smiler bare alt det, du vil, min pige,« beroliger Frank Thøgersen sin papdatter. Smilet er langtfra hendes naturlige. Stift. Og hendes øjne undviger kameraet. Billederne er de sidste af Mint i Danmark.

For nu.

Siden den 8. oktober sidste år har hun ikke sat sine ben på dansk jord. Hendes navn har derimod sneget sig ind på adskillige avisforsider, i nyhedsindslag, folketingsdebatter og ikke mindst statsministerens åbningstale i sidste uge.

Mint vidste ikke, hvilken grimasse hun skulle møde medierne med, da hun sidste år blev udvist. Så hun forsøgte at smile, selvom der ikke var meget at smile ad.
Mint vidste ikke, hvilken grimasse hun skulle møde medierne med, da hun sidste år blev udvist. Så hun forsøgte at smile, selvom der ikke var meget at smile ad. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og Frank Thøgersen mærker det hver gang.

For hvis den 8. oktober sidst år sammenlignes med et faldskærmsudspring, hvor familien her et år efter stadig hænger i frit fald uden at vide, om faldskærmen nogensinde folder sig ud over dem, så tilføjer de mange politiske udmeldinger et følelsesmæssigt bungyjump, hvor de bliver kastet op og ned – fanget i elastikken – i et i forvejen ret vildt frit fald.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at det har taget hårdt på vores familieliv,« siger han.

Mints mor, Ratree, har haft svært ved at forstå, at Frank Thøgersen bliver ved med at stille spørgsmål til politikerne. Det gør man ikke i Thailand, hvor hun kommer fra. Og samtidig har Frank Thøgersen nægtet at give op.

Efter at have sagt farvel til Mint og Ratree satte Frank sig alene i lufthavnen et par timer. »Jeg skulle ikke ud at køre i bil i den tilstand,« siger han.
Efter at have sagt farvel til Mint og Ratree satte Frank sig alene i lufthavnen et par timer. »Jeg skulle ikke ud at køre i bil i den tilstand,« siger han. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

På et tidspunkt blev debatten mellem dem så voldsom, at de er nødt til at lave en klar aftale om, at Frank Thøgersen tog sig af det, der foregik i Danmark, og Ratree tog sig af Mint i Thailand.

»Hvis vi ikke havde lavet den aftale, så havde jeg muligvis siddet her som alenefar i dag,« siger han og tilføjer: »Det gider jeg slet ikke tænke på.«

Lukkede sig inde på værelset

Den 1. oktober sidste åbnede Frank Thøgersen e-mailen, der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af Mints afslag på familiesammenføring. Derfra havde hun syv dage til at forlade Danmark.

Frank Thøgersen husker sin første tanke, da han læste e-mailen: »Det fortæller du dem sgu ikke, Frank.«

Mint og hendes mor er nu på 12. måned i Thailand. Ratree tør ikke lade sin datter være alene i Bangkok.
Mint og hendes mor er nu på 12. måned i Thailand. Ratree tør ikke lade sin datter være alene i Bangkok.
Vis mere

Men han havde ikke noget valg. Så på den store grå flydersofa i stuen overbragte han nyheden til sin kone og papdatter.

»Så gik der to-tre dage, før vi kommunikerede igen,« siger han.

Mint og mor lukkede sig nærmest inde på Mints værelse.

»De kom ud en gang imellem, men vi snakkede ikke om det. Ingen af os vidste jo, hvad vi skulle gøre,« siger han.

Imens forsøgte Frank Thøgersen på bedste vis at passe sit job i boldklubben og tage sig af deres fælles søn, Malick.

»Det var en vanvittig uge efterfulgt af et vanvittigt år,« siger han.

Slog sin mor og søster

De besluttede, at Ratree skulle rejse med Mint til Thailand. En 13-årig pige kunne ikke være alene i Bangkok.

Imens skulle Frank og Malick passe deres arbejde og børnehave hjemme i Køge. Og når Malick spurgte til Mint og mor, svarede Frank i starten, at de var ude at flyve.

Gensynet er altid fantastisk. Men det bliver sværere og sværere at sige farvel igen – især for Malick.
Gensynet er altid fantastisk. Men det bliver sværere og sværere at sige farvel igen – især for Malick. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

En meget lang flyvetur.

Tre uger efter afskeden i Københavns Lufthavn fløj Frank og Malick første gang selv ned og besøgte den anden halvdel af familien i Bangkok.

I ankomsthallen stormede Mint sin lillebror i møde: »Malick!« Men han gemte sig genert bag sin far. Efter et par timer tøede han dog op, og søskendeparret tumlede rundt i dobbeltsengen på det værelse, som de næste tre uger var familiens hjem.

Fire gange siden har Frank og Malick i løbet af det seneste år rejst til Thailand – med økonomisk hjælp fra venner og bekendte.

En ven fra boldklubben gav Frank og Malick billetter til Thailand, så familien kunne holde jul sammen.
En ven fra boldklubben gav Frank og Malick billetter til Thailand, så familien kunne holde jul sammen. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Hver gang spændtes elastikken, og gensynet sendte dem alle helt til tops. Men når de et par uger efter igen skulle i lufthavnen, var de atter tilbage i frit fald mod jorden.

Især fireårige Malick begyndte efterhånden at forstå, hvad lufthavnen gik ud på. Mint og mor skulle ikke med hjem. Sidste gang slog han i afmagt på sin søster og mor.

»Han råbte og skreg. Mint hylede, og Ratree hylede,« siger Frank Thøgersen, der selvom han egentlig tænkte, at Malicks reaktion var helt naturlig, alligevel ikke kunne lade være med at spørge sig selv:

»Hvad fanden er det, jeg udsætter mine børn for?«

Første gang Malick efter Mints udvisning besøger sin søster i Thailand.
Første gang Malick efter Mints udvisning besøger sin søster i Thailand. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Samme tanke fik han, da han i foråret flere gange oplevede, at Mint slog kameraet fra, når de talte sammen på mobilen.

»Hun vidste godt, at hun ikke kunne skjule, hvor skidt hun havde det,« siger han.

På det tidspunkt havde hun fejret sin 14-års fødselsdag uden far og Malick. Den første ud af fire fødselsdage, de har holdt adskilt.

Samtidig meldte politikerne ud, at de ville lave en ny lov, men at den ikke ville hjælpe Mints sag.

I medierne kaldte Frank Thøgersen det dengang selv for 'sidste søm i kiste'. Og Mint læste selv med langt væk fra sin lillebror, far og klassekammerater i Danmark.

Mette vandt

Med udsigt til at Mints ophold i Thailand ikke blev helt så midlertidigt, som de havde håbet på, begyndte hun i foråret i en ny klasse i Bangkok.

Hun skulle ikke spilde endnu et vigtigt skoleår.

Og netop i skolen blev hun en junidag ringet op af Frank Thøgersen, der havde politisk nyt fra Danmark.

I løbet af året har Frank Thøgersen drukket kaffe med adskillige folketingspolitikere. Op til valget lavede han endda sin egen valgplakat, som hang i boldklubben.
I løbet af året har Frank Thøgersen drukket kaffe med adskillige folketingspolitikere. Op til valget lavede han endda sin egen valgplakat, som hang i boldklubben. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Han havde op til valget forklaret Mint, at hvis hende, der hedder Mette, blev ny statsminister, fik Mint måske en ny chance. Men hvis det blev ham, som hedder Lars, var det mindre sandsynligt.

»Mette er blevet statsminister, og hun siger, at hun vil ændre loven, så du kan komme hjem,« nærmest råbte Frank Thøgersen i videoopkaldet den dag, regeringens 18 siders forståelsespapir blev sendt ud.

»Er det rigtigt?« lød svaret fra en smule skeptisk Mint.

Hun turde ikke helt at overgive sig til jublen og sende sig selv på endnu en følelsesmæssig himmelflugt. Hun kender turen ned igen. Elastikken var blevet slap.

»Jeg er meget glad,« fik hun dog alligevel sagt til sin papfar.

Efter et år i frit fald – og en meget lang sommerferie i Folketinget – har familien ikke opgivet håbet om, at faldskærmen folder sig ud. Snart. At de kan leve sammen alle fire i Køge.

»Jeg glæder mig til en dag, der dukker et opholdskort ind ad døren, hvor Mint har fået et dansk personnummer. Så er det det hele værd,« siger Frank Thøgersen.

I slutningen af oktober fremsætter ministeren et lovforslag i Folketinget, som med sin nuværende ordlyd vil betyde, at Mint får en ny chance for at søge ophold i Danmark.