Ambassadører fra Danmark og ni andre lande er blevet smidt på porten og er ikke længere velkomne inden for Tyrkiets grænser.

Det meddelte Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan lørdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

»Jeg har givet ordrer til vores udenrigsminister om at erklære disse ti ambassadører som 'persona non grata' (uvelkomne, red.), så hurtigt som muligt,« lød det fra præsidenten.

Meldingen kommer efter, at ambassadørerne i et brev har opfordret til, at aktivisten og forretningspersonen Osman Kavala skal løslades.

Han har været fængslet i fire år for angiveligt at være involveret i Gezi Park-protester i 2013.

Noget af dommen involverer også hans formodede indblanding i et kupforsøg i 2016, hvor flere mistede livet.

Udover Danmark har ambassadører fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig, Holland, USA, Canada og New Zealand underskrevet brevet om at få aktivisten løsladt, der nu har ført til at den tyrkiske præsident vælger at udelukke dem.