Det er mandag, vejret er gråt og i din forrude sidder en parkeringsbøde og venter på dig.

Kan det blive værre? Ja, det kan det faktisk godt.

For tænk hvis du i hast og jag betaler bøden, for så efterfølgende at finde ud af, at den slet ikke tilhører dig.

Et scenarie, der var lige ved at udspille sig for norske Kari Andreassen og hendes mand. Det skriver flere medier, heriblandt Dagbladet.

Efter en tur i fitnesscenteret, var en parkeringsbøde placeret i parrets forrude. Og havde de ikke været vågne, var de endt med at betale en andens parkeringsbøde.

»Da vi kigger efter, kan vi se, at det slet ikke er os, der har fået en bøde. Den var registreret i en helt anden parkeringszone,« siger Kari Andreassen til B.T.

Derfor opfordrer hun nu alle til – nordmænd som danskere – at tjekke efter inden de betaler parkeringsbøder.

»Når man får en bøde, kan man jo godt blive frustreret og stresset. Derfor synes jeg, det er vigtigt at advare andre, så de er opmærksomme på, at det her kan ske,« siger hun.

Selvom episoden udspiller sig i Norge, er snyd med parkeringsbøder også tidligere kendt i Danmark.

Ifølge Rigspolitiet er det dog ikke en problematik, der i øjeblikket florerer herhjemme.

»Hvis man finder en p-bøde i sin forrude, som ikke er udstedt til ens egen bil, behøver man ikke foretage sig noget,« oplyser Rigspolitiet i et skriftligt svar til B.T.

»Ejeren af bilen, der står på bøden, vil formodentlig modtage en rykker.«