Artige afsløringer om åbenlys inhabilitet, embedsmisbrug og nepotisme i toppen af Forsvaret, Forsvarsministeriet og styrelser under det er blevet nichemediet Olfi.dk’s varemærke.

Den 48-årige stifter og redaktør Peter Ernstved Rasmussen, der selv har en fortid som reserveofficer i Den Kongelige Livgarde, står bag Olfi.dk, og den journalistiske enmandshær har med forbilledligt og ihærdigt arbejde flere gange trukket både uniformsbukser og jakkesæt af en række topfigurer i Forsvarets og Forsvarsministeriets ledelse.

Dog i overført betydning, forstås.

Også i tilfældet med den nu tidligere nummer ét for Hæren, den 55-årige generalmajor H.-C. Mathiesen, som i en domsmandsret ved Retten i Viborg tirsdag blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for blandt andet at have hjulpet sin kæreste frem i karrieren på bekostning af andre og mere kvalificerede kolleger i uniform.

Peter Ernstved Rasmussen vandt i december Foreningen for Undersøgende Journalistiks (FUJ) ‘Graverprisen 2019’ for netop projektet ‘Nepotisme og inhabilitet i Forsvarets top’.

Juryens begrundelse for, at Peter Ernstved Rasmussen var en værdig vinder, lød sådan her:

»God graverjournalistik kræver tid og ressourcer. Mange af de nominerede og indstillede projekter til FUJ-priserne har kostet mediearbejdspladser mange, mange månedslønninger. Én nomineret skiller sig ud i dette lys: Peter Ernstved Rasmussen har ene mand formået at afsløre en rådden kultur med nepotisme, embedsmisbrug og inhabilitet blandt de øverste chefer i Forsvaret og Forsvarsministeriet. Chefen for den danske hær er fjernet permanent fra sit job som følge af enmandshæren Olfi.dk.«

Retten i Viborgs ubetingede fængselsdom til den tidligere chef for Hærstaben er helt uden fortilfælde. Det hæftede Peter Ernstved Rasmussen sig også ved efter domsafsigelsen i sagen, som han naturligvis har fulgt tæt gennem de fire retsdage.

»Der er i dén grad tale om en historisk dom. Jeg har det sådan, at der både er noget at glæde sig over og noget at være trist over. Det glædelige er, at det nu er kommet frem,« siger han og fortsætter:

»Det triste er, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre, at Forsvaret gennem fire år har haft en korrupt hærchef, men ingen andre topledere i Forsvaret har gjort noget for at forhindre det. De vidste, at der uretmæssigt var blevet ændret på kriterierne for optagelse på OFU-kurset, så hærchefens kæreste fik en plads. Men de var alle sammen blevet 'blinde'. Det siger noget om den kultur, der er eller har været,« siger Peter Ernstved Rasmussen.

»Det siger også noget i sig selv, at den her sag er begyndt med, at jeg fik et anonymt tip om, hvad der foregik. Tippet blev givet til mig som journalist og ikke til Forsvarsministeriets Auditørkorps. Formentlig fordi der - som anklageren også var inde på i sin procedure - nok lå en frygt for, hvad det kunne få af konsekvenser for en selv, hvis man gik til Forsvaret og ikke til et medie med sin viden,« siger Peter Ernstved Rasmussen, som er blevet glædeligt overrasket over det arbejde, auditørerne har lagt for dagen.

»De har virkelig taget sagen seriøst. To mand har arbejdet intenst med det her gennem halvandet år, og nu er det ført til domfældelse. Det bliver spændende at se, hvilke konsekvenser dommen får for, hvordan man fremover gebærder sig i Forsvarets top,« siger han.