Onsdag fejrede en større gruppe muslimer højtiden Eid i Rødkildeparken i København.

Som del af fejringen indgik højlydt bøn til gene for nogle af naboerne, og det møder nu kritik fra to borgerlige profiler fra Københavns Rådhus.

»Det hører ingen steder hjemme i Danmark. Selvfølgelig skal det forbydes,« siger Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn, der er medlem af både Københavns Borgerrepræsentation og Folketinget.

Han fortæller, at han onsdag modtog beskeder på sociale medier fra borgere i området, der havde hørt fællesbønnen.

B.T. har også talt med nogle af naboerne i området, der udtrykker utilfredshed med den højlydte bøn.

De Konservatives Niels Peder Ravn kalder fællesbønnen for en »magtdemonstration«, som han finder »provokerende«. Du kan høre onsdagens højlydte bøn, der ledtes af et barn, i videoen herunder.

Det er Det Islamiske Trossamfund, også kendt som Wakf, der står bag Eid-fejringen. Trossamfundet driver også den store moské på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

Det Islamiske Trossamfund har afholdt Eid-fejring i Rødkildeparken hvert år i 10 år, fortæller Maria Mawla, der er ansvarlig for arrangementet.

Maria Mawla forstår dog ikke klagerne og peger på, at man både har varslet i god tid, og at bønnen kun varer mellem 10 og 12 minutter. Varslingen er sket ved at hænge sedler op i nærområdet.

Arrangementet og fællesbønnen foregår desuden med tilladelse fra kommunen, og arrangørerne sørger for at rydde op efter sig, tilføjer Maria Mawla.

Her ses en af de sedler fra Dansk Islamisk Trossamfund, der varsler Eid-fejringen og fællesbønnen.
Her ses en af de sedler fra Dansk Islamisk Trossamfund, der varsler Eid-fejringen og fællesbønnen. Privatfoto

Det ændrer dog ikke noget for Mikkel Bjørn, fortæller han.

Hvad er problemet ved det? Det er en gang om året inden for et kort tidsrum. Skal de ikke bare have lov til at fejre deres religiøse højtid?

»Hvis man ønsker at udbrede og høre islamisk fællesbøn i det offentlige rum, synes jeg, at man bør finde ophold i et land, hvor det er udtryk for almindelig kulturel praksis. Det er det ikke i Danmark, og vi skal ikke i fremtiden have et land, hvor det er tilfældet,« svarer han.

Lignende toner lyder der fra Niels Peder Ravn.

Niels Peder Ravn er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Konservative Folkeparti.
Niels Peder Ravn er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Konservative Folkeparti. Søren Bidstrup

»Man har i to regeringsperioder været ved at undersøge, om den her aktivitet kan blive gjort ulovlig, og så synes jeg, at det er meget lidt ydmygt, at man så kører løs med det i en offentlig park. Det er helt utroligt,« siger han og tilføjer:

»Hvis man endelig skal lytte til eller lave islamisk fællesbøn, så findes der utroligt mange moskeer i byen, hvor man kan gøre det.«

B.T. har forgæves forsøgt at få Maria Mawla, til at svare på kritikken.

»Prøv at høre her, I giver taletid til, at man muslimbasher (bashing er en betegnelse for nedrakning af en befolkningsgruppe, red.) et arrangement, der bliver afholdt to gange om året,« udtalte hun dog onsdag til B.T.

»Det er så grotesk, at det skal italesættes som et problem,« tilføjede hun i den forbindelse.

Her afviste hun også blankt, at man burde afholde Eid-fejringen og bønnen inden døre, for eksempel i den nærliggende moské på Dortheavej.

»Det er ikke op til andre at vurdere det. Jeg bliver også pissehamrende irriteret over Copenhell, fordi musikken er så høj og ekstrem. Men jeg kunne da aldrig finde på at brokke mig til medierne om det,« siger Maria Mawla.