To medarbejdere ved Region Hovedstaden er blevet indlagt efter være blevet vaccineret med AstraZeneca – en af dem er død.
Det oplyser Region Hovedstaden til B.T.
'Region Hovedstaden kan bekræfte, at to af vores medarbejdere er blevet indlagt med henholdsvis symptomer på blodprop i hjernen og hjerneblødning. Den ene er ulykkeligvis afgået ved døden,' lyder det:
'Symptomerne giver mistanke om mulige bivirkninger fra vaccination for covid-19. Begge medarbejdere har udviklet symptomer mindre end 14 dage efter, de blev vaccineret med AstraZeneca-vaccinen. Begge forløb er blevet indberettet til Lægemiddelstyrelsen for at blive undersøgt nærmere.'
Region Hovedstaden har ikke yderligere oplysninger.
Så alder og køn på de to personer er ikke blevet oplyst. Det samme er tilfældet med personernes jobfunktioner – eller det præcise tidspunkt for de alvorlige symptomer.
Brugen af AstraZeneca-vaccinen har allerede været sat i bero i Danmark siden 11. marts, fordi den blev sat i forbindelse med netop en række blodpropper med usædvanlige symptomer, herunder en 60-årig kvindes dødsfald.
Efter at have undersøgt sagen meddelte Sundhedsstyrelsen direktør, Søren Brostrøm, i denne uge, at man holder fast i den pause på to uger, den britiske vaccine befinder sig midt i.
»Vi gør det ud fra et forsigtighedsprincip. Det er vores vurdering, at vi er nødt til at grave yderligere ned i sagen, fordi vi er nødt til at forstå bivirkningerne bedre, og hvorfor unge og raske mennesker bliver ramt,« sagde.
Sundhedsstyrelsen har desuden meldt ud, at risikoen for bivirkninger »altovervejende« er til stede inden for de første 14 dage efter vaccination med AstraZeneca. Det var netop inden for denne periode, at de to medarbejdere hos Region Hovedstaden er blevet ramt af henholdsvis symptomer på blodprop i hjernen og hjerneblødning.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meldte tidligere på ugen ud, at man betragter AstraZeneca som »sikker og effektiv«, samt at fordelene ved at blive beskyttet mod covid-19 opvejede de mulige risici og bivirkninger.
»Vi kan dog stadig ikke definitivt udelukke en forbindelse mellem tilfælde af blodpropper og vaccinen,« tilføjer direktør Emer Cooke dog også.
B.T. har i de seneste dage beskrevet, hvordan mange ansatte i sundhedssektoren har været utrygge ved at skulle vaccineres med AstraZeneca oven på de sager om blodpropper, der er dukket op ikke kun i Danmark, men flere steder i Europa.
»Jeg er lidt i tvivl, og jeg synes, det virker, som om der ikke rigtigt er styr på det. Jeg er lidt utryg,« som Charlotte Madsen, der arbejder som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen, udtrykker det.