De færreste bliver glade for at få at vide, at de fejler noget. Emilie Brandt er anderledes.
'JUBIIII – jeg har fået en diagnose!!,' skrev hun for halvanden måned siden på Facebook.
I en alder af 47 år har hun fået sat bogstaver på, hvad det er, der er med hende.
»Mange forbinder ADHD med små, uopdragne drenge. Men man kan også være velopdragen, voksen og ADHD-ramt,« siger hun.
Det tog hendes psykiater 12 minutter at fastslå: 'Den er god nok – du har ADHD.'
Lettelse var det første, som datteren af modeskaberne Margit og Erik Brandt mærkede. Hun ved, at andre har det sværere med at få en diagnose.
»Jeg føler ikke, at jeg er damaged goods. Jeg er, som jeg er. Det betyder bare, at der er gang i den heroppe,« siger hun og peger på sin pande.
Ifølge Sundhedsdatastyrelsen havde 21.040 børn i 2016 ADHD, mens 32.950 voksne havde det samme.
Ingen tvivl om, at der er fart på i Emilie Brandts hoved. Mens vi snakker, når hun at aflytte en telefon-besked, dreje uophørligt på kaffekoppen, finde tyggegummi frem – og byde, alt imens ordene flyver fra hende som lerduer, der med rytmiske klik bliver skudt til vejrs.
»Jeg snakker som et vandfald, piller i ting, er hektisk og bliver ofte bedt om at skrue ned. Det har gjort mig lidt genert.«
Hendes psykiater har udskrevet medicinen Ritalin, der kan dæmpe aktiviteten i hendes hoved. Hun glæder sig til at prøve det, men har endnu ikke fundet den rette anledning.
Først skal vi have historien om, hvordan hun fik diagnosen. Emilie Brandt har altid været dårlig til at genkende folk og huske ansigter.
»Det irriterer mig, og det er ikke, fordi jeg ikke koncentrerer mig,« forklarede hun en dag en kollega. Han svarede: 'Jamen, Emilie, det er jo ADHD…'
Først grinede hun afværgende, men han holdt fast: 'Helt seriøst… Jeg har børn med ADHD, jeg ved, hvad det er.'
Så gik hun hjem, tog en test på nettet og svarede:
- 'Ja, jeg afbryder folk og gør deres sætninger færdige.'
- 'Ja, jeg overtager andres gerninger.'
- 'Ja, jeg er enormt træt om aftenen.'
»Jeg kunne genkende det hele, bonede ud med et 70 pct. match og bad min læge om at blive henvist til en psykiater.«
Emilie Brandt har altid vidst, at hendes hjerne fungerer anderledes end andres. Det værste er, at hun ofte kommer til at overskride andres grænser.
»Jeg bliver så ked af det, når det sker. For jeg gør det ikke med vilje.«
Et andet tegn er, at hun laver fejl eller sjusker i opgaver, der ikke interesserer hende. Men der er også positive sider ved ADHD.
»Når jeg laver dét, der interesserer mig, kan jeg nå rigtigt meget mere end andre. Jeg er på mange måder en Duracell-kanin.«
Tidligere lavede hun spillefilm, men har brug for et højt tempo og laver i dag reklamefilm med 'dejligt korte deadlines'.
»Jeg har hverken koncentrationen eller fordybelsen til at skrive strategiske oplæg, men skal noget være færdigt – NU – så lander det på mit bord.«
Til fester oplever folk hende 'som vild og hende, der danser på bordene'.
»For det er svært for mig at sidde ned eller være i en længere samtale med folk. Jeg bliver rastløs, utålmodig og er ikke verdensmester i fordybelse.«
Til gengæld er hun ofte den, der går først hjem, for hun brænder hurtigt ud.
Hun læser sjældent en bog færdig, for der er altid noget andet, der forstyrrer. Hun skal lige ringe, eller tørre bordet af eller reagerer på en af de tusinde andre tanker, der popper op i hendes hoved. Så snart en tanke opstår, vil hun helst følge den, for ellers bliver den 'ved med at stå og banke på'.
»Folk synes, at det er respektløst. Men for mig er det som at få en spændetrøje på, hvis jeg ikke må svare på en sms straks,« siger hun og trommer med fingrene i bordet for at vise, hvordan det indre taxameter kører, så snart der er et uløst problem i hjerne-indbakken.
Hun synes, diagnosen passer perfekt på hende som voksen, men er usikker på, om den passede på hende som barn.
»Jeg bed negle, men kunne sagtens sidde stille på en stol,« husker hun.
Hun er opdraget strikt, gik på Krebs' Skole, hvor der blev stillet krav, men havde også vide rammer derhjemme. I familien Brandt var der 'et højt tempo'. Måske var det derfor, hun ikke dengang oplevede at være forkert, overvejer hun.
»Men jeg var glemsom, distræt, klodset og 'havde jord i hovedet', som min far altid sagde.«
Når de mødes i dag, spørger han stadigvæk:
»Har du smidt noget væk for nylig? Har du mistet nogle af dine guldarmbånd? Det sidder åbenbart dybt i ham, at jeg mistede ting.«
Det gør, at hun ikke mere - mister ting. Hun forlægger konstant både nøgler, dankort og telefon, men hun finder det igen.
»Det er virkeligt vigtigt for mig at gøre mig umage, for jeg kan ikke lide at føle mig forkert. Derfor hjælper det mig nu at kunne sige, at jeg har ADHD, når folk bliver irriterede på mig.«
Den første, hun ringede til, da hun havde fået svar fra psykiateren, var faderen til sine børn.
»Vi har haft så mange skænderier, fordi han syntes, at jeg overtog og blandede mig. Han tog det som en kritik af ham, men jeg kunne bare ikke lade være. Det var ikke med vilje.«
»Jeg gør mig umage for at passe ind, men nogle gange kan jeg blive udmattet af at gøre mig umage.«
ADHD påvirker hjernes belønningscenter. Ifølge ADHD-Forenigen medicinerer mange med diagnosen sig selv f.eks. med alkohol, stoffer, spil eller andet, som giver en oplevelse af umiddelbar nydelse.
Emilie Brandt har aldrig taget piller. Én enkelt gang har hun prøvet at tage coke, men det sagde hende ingenting.
Nu har hun fået udskrevet Ritalin. Det skal få hendes hjerne til at slappe af. Hun glæder sig til at prøve, om det virker. Hun vil ikke tage medicin hver dag, men håber, at den lejlighedsvis kan hjælpe hende til at koncentrere sig lidt mere.
»Tænk, hvis det gav mig en ro… men jeg ved jo ikke, hvad det er for en ro. For det har jeg aldrig prøvet.«
