Da Erik Brandts kone, Margit Brandt, var dødeligt syg, overvejede han at tage sit eget liv.

Det fortæller modemanden i en ny bog om sin afdøde kone, 'Modeskaber', som udkommer i slutningen af september.

Margit Brandt fik i 2006 konstateret lungesygdommen KOL og døde efter fem års kamp i 2011.

'Hun holdt ikke op med at ryge og heller ikke at drikke hvidvin. Det var svært. Vi var så tæt bundet sammen, vi var som én person. Alt, hvad vi oplevede, oplevede vi sammen. Når hun blev syg, blev jeg det også. Så det var ikke nogen god tid,' fortæller Erik Brandt i bogen, som forklarer, at det var rygningen, der var skyld i hans kones død.

Erik og Margit Brandt. Modeikonerne og ægteparret. Her i deres hjem på Østerbro.
Erik og Margit Brandt. Modeikonerne og ægteparret. Her i deres hjem på Østerbro. Foto: Anders Debel Hansen
Vis mere

Men selvom hendes liv måske kunne være blevet lidt længere, hvis hun var stoppet med at ryge, så lagde hun ikke cigaretterne på hylden.

Selvom Erik Brandt sagde til sin hustru, hun skulle stoppe med at ryge, fandt han hende nogle gange i køkkenet om natten, hvor hun røg under emhætten eller bag et træ i haven.

Erik Brandt fortæller i bogen, hvordan det nogle gange førte til gnidninger mellem ægtefællerne, og at han på et tidspunkt blev så ked af det, at han var ved at tage sit eget liv. Men selv ikke truslen om selvmord kunne få Margit Brandt til at stoppe med at ryge.

Margit Brandt blev kun 66 år gammel og efterlod sig sin mand, Erik Brandt, samt døtrene Emilie og Julie.

Erik Brandt og Margit Brandt har sammen to børn.
Erik Brandt og Margit Brandt har sammen to børn. Foto: Jan Jørgensen
Vis mere

Hun oprettede i 1966 sit eget designfirma i København med Erik Brandt, som hun senere blev gift med. Parret opnåede stor succes i modebranchen i 1970'erne og 1980'erne, hvor de også åbnede butikker i Schweiz, Japan, Hongkong og New York.

Bogen 'Modeskaber' handler om Margit Brandts liv og udkommer 27. september på Lindhardt & Ringhoff.