Fra i dag er en dreng og en pige på Nordfyn ikke længere en del af en 6. klasse på den lokale folkeskole.

Det sker ikke af lyst, men af nød, og der bliver smækket hårdt med døren på vej ud.

»Vi har ikke opgivet kampen for retfærdighed, men vores børn skal have fred nu,« siger Sandie Johnson.

Hendes datter og Anja Ribers søn gik begge på Kystskolen afd. Krogsbølle på Fyn, men efter mere end en måneds kamp føler de to mødre ikke, de har andet valg end at hjemmeundervise deres børn.

Sandie Johnsons er mor til Hailey, der ikke længere er velkommen i en 6. klasse på Fyn.
Sandie Johnsons er mor til Hailey, der ikke længere er velkommen i en 6. klasse på Fyn.
Vis mere

»Det vil ingen ende tage, så jeg kan ikke se, vi har andre muligheder,« siger Anja Riber.

Sandie Johnson og Anja Riber stod for en måned siden frem i Fyns Stiftstidende og fortalte, at de oplevede, at en lærer i deres børns klasse mobbede og forfulgte deres børn i en sådan grad, at begge børn havde fået konstateret stress og måtte gå i skole på nedsat tid.

Kommunen gik ind i sagen, og lederen på skolen blev afskediget, mens læreren blev.

Samtidig opdagede de to mødre, at en stor del af klassens øvrige forældre i en hemmelig Facebook-gruppe aftalte, at de ville holde deres børn hjemme med det formål at presse de to elever ud af klassen.

Beskeder fra tråden.
Beskeder fra tråden.
Vis mere

Forældrene ønskede, at den pågældende lærer skulle blive i klassen. Læreren selv udtrykte i Facebook-tråden, at han kun ønskede at fortsætte med at undervise klassen, hvis de to børn stoppede.

Og sådan er det blevet.

B.T. har set en afgørelse fra Nordfyns Kommune, hvor Sandie Johnson får at vide, at hendes datter ikke kan vende tilbage til Kystskolen, og at hun overflyttes til en anden skole mod forældrenes vilje.

En folkeskole, der ligger 30 kilometer væk fra hjemmet, og det er ikke et reelt tilbud, mener Sandie Johnson.

Brevet fra læreren til forældrene i den lukkede Messenger-tråd.
Brevet fra læreren til forældrene i den lukkede Messenger-tråd.
Vis mere

»Vi har sagt til Hailey, at hun kunne starte på den pågældende skole, men det har hun ikke lyst til. Hun fortalte os, at hun har brug for noget, der er trygt og genkendeligt, og det lytter vi til,« siger Sandie Johnson.

Anja Ribers dreng må gerne vende tilbage til Kystskolen, men hans mor har ikke lyst til at sende ham tilbage.

Både på grund af læreren og fordi hun oplever, at det ikke er blevet problematiseret, at klassens forældre i en Facebook-tråd sidder og diskuterer, hvordan de kan få hendes dreng frosset ud af klassen.

»Næstformanden i skolebestyrelsen, der startede Facebook-tråden, hvor hun efterlyser, hvad man kan gøre for at få børnene ud af klassen, er nu blevet formand for skolebestyrelsen. Det er jo grotesk,« siger Anja Riber.

Den oprindelige besked i Facebook-tråden, der blev afsendt af den daværende næstformand i skolebestyrelsen.
Den oprindelige besked i Facebook-tråden, der blev afsendt af den daværende næstformand i skolebestyrelsen.
Vis mere

B.T. har set den pågældende besked til forældrene i klassen om, at næstformanden er trådt til som formand for skolebestyrelsen, efter den tidligere formand er fratrådt.

Men selv om der er sat foreløbigt punktum i sagen om Kystskolen for børnenes vedkommende, så kaster Anja Riber og Sandie Johnson ikke håndklædet i ringen. Sagen er blevet sendt videre til Undervisningsministeriet, og de to mødre arbejder på at tage sagen videre ved andre instanser, men kan for nuværende ikke fortælle mere om hvilke.

For selv om det ikke længere handler om at få de to børn tilbage i klassen, så nægter Sandie Johnson og Anja Riber at lade sagen ligge.

»Det handler om retfærdighed for børnene. For mit vedkommende er det også vigtigt at vise min dreng, at han ikke har gjort noget forkert i det her,« siger Anja Riber.