En stribe forældre har i en lukket Messenger-tråd, hvor en lærer har haft adgang og kommenteret, forsøgt at koordinere, at to elever på en skole i det nordfynske skulle presses ud af en 6. klasse.

Sagen får nu konsekvenser for lederen af Kystskolen i Otterup.

Det skriver Nordfyns Kommune i en pressemeddelelse.

Her kan man læse nærmere, at lederen af Kystskolen, Morten Wettergren, har indgået en gensidig fratrædelsesaftale med skolen. Den omstridte lærer forbliver i sit job.

»Vi er meget opmærksomme på, at alle børn er meget påvirkede af situationen, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at samle dem op, så de kan vende tilbage til en hverdag i skolen med gode rammer for læring og trivsel,« siger skole- og dagstilbudschef i Nordfyns Kommune Gitte Høj Nielsen i pressemeddelelsen.

B.T. har gennem flere artikler beskrevet sagen, hvor en række forældre har forsøgt at presse to elever i en 6. klasse på skolen ud. Sagen kom frem, efter mødrene til de to børn stod frem og fortalte om, hvordan læreren i klassen belønnede de bedste elever med slik og kårede klassens dårligste elever.

Den omtalte Messenger-samtale blev oprettet efterfølgende. Læreren havde også adgang til den og har haft mulighed for at skrive i den.

Et af forældregruppens virkemidler i forhold til at få de to børn ud af klassen har blandt andet været at holde deres børn hjemme. Det kan man læse i Messenger-tråden, som B.T. har set.

Og i samtalen har læreren tilkendegivet, at han er glad for, at forældrene holdt deres børn hjemme.

'Hold kæft, hvor virkede det stærkt, at 6. klasse var totalt tom. Jeg er dybt imponeret og taknemmelig for, I har iværksat dette. Jeg kan selvfølgelig ikke officielt anerkende jeres indsats, da jeg skal være loyal over for min arbejdsplads, men hold kæft, hvor det varmer,' skrev læreren.

Begge mødre til de to børn, som de andre forældre og læreren vil have ud af klassen, er overraskede og kede af indholdet af Messenger-samtalen. Det har de tidligere fortalt til B.T.

»Jeg forstår ikke, at voksne kan opføre sig på den her måde, det er børn, det handler om, og det virker helt forkert, at man opfordrer til en heksejagt på børn, der i forvejen har det enormt svært i klassen,« sagde Sandie Johnsen, mor til et af de to børn, tidligere til B.T.

Hun blev suppleret af Anja Riber, der er mor til det andet barn:

»Vi har aldrig nogensinde peget på bestemte børn, klassen eller selve skolen. Vi pegede på en lærer og dårlig ledelse, fordi vi det seneste år har kæmpet for at blive hørt. At det udvikler sig til personjagt på den måde, er for mig helt ubegribeligt, specielt fordi det er børn.«

Af pressemeddelelsen fra Nordfyns Kommune fremgår det, at skolen nu har indledt dialog med Sandie Johnsen og Anja Riber. Samtidig ser skolen indad, lyder det.

»Når vi lander i en situation som denne, er der helt sikkert noget, vi kunne have gjort anderledes. Det er vores ansvar sammen med forældrene at sikre en fortsat god trivsel på skolerne, så børnene møder glade i skole og har lyst til at lære,« siger Gitte Høj Nielsen.