Aalborg Universitetshospital melder sig i koret af sygehuse, der er pressede grundet antallet af børn, der er indlagte med RS-virusset. Det får hospitalet til at frygte for de kommende vintermåneder.

Det oplyser Charlotte Rittig, ledende overlæge på Børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital, mandag over for B.T.

»Der er travlt på børneafdelingen grundet et øget antal henvendelser og indlæggelser af børn med RS-virus.«

»Vi har indkaldt ekstra personale, og det har været nødvendigt at aflyse aftalte forløb med ikke-akutte patienter i de ambulante klinikker,« lyder den nedslående melding.

B.T. har tidligere dækket, hvordan hospitaler i Hvidovre, Odense og Aarhus alle melder om lignende tilstande.

RS-virusset er en luftvejsinfektion, som kan være særlig farlig for børn under to år, da infektionerne kan medføre vejrtrækningsbesvær.

I skrivende stund er ti børn indlagt med RS-virus i Aalborg – og hvert døgn kommer cirka 30 patienter igennem børnemodtagelsen, hvoraf 'mange af dem' har RS-virus, lyder det.

Det er primært de helt unge børn, som er indlagt i Aalborg, forklarer Charlotte Rittig.

»De lidt større børn kommer sædvanligvis igennem forløbet med RS-virus lidt nemmere i eget hjem.«

»Cirka halvdelen af de indlagte får vejrtrækningsstøtte i form af eksempelvis en CPAP-maske. De indlagte børn er i gennemsnit indlagt omkring 4-5 dage,« forklarer overlægen.

Fra uge 20 og til og med forrige uge har der været 2.462 smittetilfælde i Danmark. Alene i sidste uge var der 728 nye smittetilfælde.

De mange smittetilfælde har fået Statens Serum Institut (SSI) til at kalde situationen 'helt ekstraordinær'. Særligt fordi, de mange smittetilfælde falder på dette tidspunkt af året.

RS-virus rammer typisk om vinteren, og ifølge SSI kan den massive smitte kan hænge sammen med genåbningen af Danmark. I Aalborg bakker man op om, at den nuværende situation er uden fortilfælde.

»Det er en helt usædvanlig situation for årstiden. Det nuværende indlæggelsestal af børn med RS-virus svarer til det, som vi typisk ser i sæsonen – som er vintermånederne,« siger Charlotte Rittig.

Spørger man Charlotte Rittig, lægger hun heller ikke skjul på, at de næste måneder kan blive bekymrende og udfordrende.

I New Zealand oplevede man ifølge Dagbladet mere end 1000 smittetilfælde med RS-virus i midten af juli. Det er blandt andet på baggrund af dette, at Charlotte Rittig lufter tankerne om nogle udfordrende måneder.

»Vi har skelet til erfaringerne fra udlandet, og i New Zealand har de i deres vintersæson oplevet en tredobling af indlagte med RS-virus, så vi forbereder os på et lignende scenarie.«

»Det gør vi blandt andet ved indkøb af vejrtrækningsredskaber som CPAP-masker, rekruttering af personale og et godt samarbejde på tværs af hospitalerne i regionen.«