En tidligere politiker er endnu engang anklaget for rufferi.
Manden har tidligere modtaget en betinget dom for samme lovovertrædelse.
Det skriver TV 2 Nord.
Manden er anklaget for at have arrangeret seks gangbangs, som han angiveligt selv har tjent penge på, ifølge anklageskriftet.
Omsætningen skulle have været mellem 7.500 og 18.000 kroner per gang. Ud af pengene skulle ekspolitikeren have beholdt 20 procent selv. Det svarer til 18.320 kroner, skriver TV 2 Nord.
Arrangementerne skulle have fundet sted i Skelund, og i Øster Hurup skulle der være foregået et yderligere. Det er sket i perioden fra den 24. maj 2019 til den 30. august 2019.
I perioden fra april 2016 til november 2017 skulle den tidligere politiker have arrangeret 73 gangbangs med en medsammensvoren. Noget som ekspolitikeren blev dømt seks måneders betinget fængsel for, skriver Aarhus Stiftstidende.
Det gør, at han nu kan få en endnu hårdere straf, hvis han bliver kendt skyldig igen.
»Når man begår et forhold i prøvetiden og det minder om det, man i forvejen er dømt for, så er udgangspunktet, at man får det, der hedder en fællesstraf. Det vil sige, det omfatter både den nye straf og den betingede straf, man tidligere har fået,« siger Kim Kristian Kristensen, der er anklager på sagen, til TV 2 Nord.
Sagen begynder ved Retten i Aalborg mandag.