Det var med et håb om, at hendes ord ville forene et splittet land, at de ville tale ind i et nyt kapitel og en ny æra for nationen, at hun som den yngste digter nogensinde gik til mikrofonen.
»Der er altid lys. Hvis bare vi er modige nok til at se det. Hvis bare vi er modige nok til at være det,« sluttede hun. 22-årige Amanda Gorman.
Nu er hun – efter sin oplæsning ved indsættelsesceremonien onsdag – selv blevet et af de største lys i en mørk tid. Er blevet næringen til det håb for fremtiden, som ikke bare USA, men hele verden havde brug for.
Efter blot ét døgn har hun indtaget både første- og andenpladsen på bestsellerlisten.
'Det bjerg, vi bestiger' hedder digtet, som Amanda Gorman med stor stilsikkerhed læste op. Og alene det at stå og tale foran et menneskehav er en bedrift for den unge digter.
Hun voksede op i Los Angeles med en hårdtarbejdende singlemor, som var lærer, og sine to søskende, hvoraf den ene er hendes tvillingsøster Gabrielle.
At uddanne sig, dygtiggøre sig, var en kerneværdi. Og en nødvendighed.
Selvom pengene var små, og familien boede i en toværelseslejlighed i et blandet middelklassekvarter, blev børnene sendt i privatskole i de hvides verden.
»Når du som sort barn vokser op i USA, tager dine forældre en snak med dig. Ikke om al det med sex og kroppens forandringer, men for at forberede dig på, hvordan det er at vokse op med en anden hudfarve,« har Amanda Gorman udtalt om de bump på vejen, som hun og andre afroamerikanere skal forholde sig til.
Men i hendes liv var der endnu et bump. Et stort bump, der har gjort hende til dén, hun er.
Som barn havde Amanda Gorman nemlig talevanskeligheder. I forvejen var skiftet mellem de to forskellige verdener forvirrende nok for hende, men oven i det var der frygten for at bruge sin stemme.
»Størstedelen af min tid i grundskolen var jeg overbevist om, at jeg var en alien. Helt bogstaveligt.«
Det fik hende til at flygte ind i bøgernes verden, hvor hun ikke behøvede bruge sin stemme. Og snart begyndte hun at lytte til sin indre stemme. Nedfælde ord og tanker. Som tog til i styrke. Og i form.
Det var mødet med den afroamerikanske forfatter Toni Morrisons 'Blå, blå øjne', der for alvor tændte ilden i hende.
»Den fik min egen stemme til at spire. En stemme tilhørende en stolt sort kvinde, som qua sine talevanskeligheder forstod, hvordan det føltes at være uden stemme og ikke ønskede den skæbne for nogen anden sjæl,« har Amanda Gorman forklaret om startskuddet på sin imponerende karriere.
14 år gammel gik hun første gang på scenen for at læse et af sine digte op. Hun var rystende nervøs. Ikke over, om dét, hun havde skrevet, var godt nok. Men om hun med sit talehandicap var i stand til at tale.
»Ville de forstå mig? Ville de undre sig, hvilket fremmed og eksotisk land jeg kom fra? Ville jeg være nødt til at forklare dem, at min accent ikke var en accent, men et handicap?«
»Jeg holdt om min bog med fugtige hænder, bad til, at min klodsethed ikke ville bryde ud, var taknemmelig for, at de skarpe spotlys forhindrede mig i at se ansigterne i salen. Jeg åbnede bogen. Og så begyndte jeg at læse højt,« har hun i en klumme beskrevet sin debut.
Det har hun gjort siden. Er blevet en vigtig stemme og rettighedsforkæmper, hvis ord giver genlyd i den liberale verden.
»Den dag lærte jeg, at poesi er en stemme. Og modet til at bruge den.«
I onsdags brugte hun den på smukkeste vis.
»Vi har set en bevægelse, der vil splitte vores land i stedet for at samle det. Den ville ødelægge vores land og vores demokrati,« sagde hun i sit digt 'Det bjerg, vi bestiger'.
»Denne bevægelse lykkedes næsten. Men mens demokratiet kan svækkes i en periode, kan det aldrig besejres permanent.«
Kilder: New York Times, Washington Post, Huffington Post
