»Sandsynligheden, for at der vil optræde rejserelaterede tilfælde i Danmark, vurderes fortsat at være lav og risikoen for smittespredning i Danmark meget lav.«
Sådan lød forudsigelsen for coronasmitte i Danmark på Statens Serum Instituts (SSI) hjemmeside 28. januar.
En måned senere – 27. februar – registrerede de danske myndigheder det første officielle smittetilfælde, da en mandlig medarbejder på TV 2 kom hjem med virussen fra en skiferie i Norditalien.
Dagen efter – 28. februar – vurderede SSI fortsat risikoen for corona i Danmark som værende lav.
Altså: ingen grund til panik.
Den 3. marts ændredes risikoen til »moderat«, hvilket den forblev frem til den 10. marts, hvor den pludselig blev ændret til »høj«.
Dagen efter – 11. marts – trådte statsminister Mette Frederiksen (S) frem i bedste sendetid og sendte med en verbal bredside danskerne til tælling: »Vi lukker Danmark ned.«
Her – ca. 100 dage senere – er spørgsmålet (stadig), hvorfor de danske myndigheder i så lang tid fastholdt, at risikoen for coronavirussens udbredelse i det danske samfund var lav?
Det skal vi lære
Over for B.T. sagde Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi på Københavns Universitet, at det grænsede til det naive, hvis de danske myndigheder i januar og februar ikke troede på eller regnede med, at covid-19 ville sætte sig i danskerne, når nu smittetilfældene i den periode i stigende grad poppede i landene omkring os.
Ifølge professoren er det én blandt flere ting, vi skal tage med os og lære af i denne krise.
Som Allan Randrup Thomsen ser det, står to hovedkritikpunkter klarest: Det handler om værnemidler og åbenhed.
»Vi kunne sagtens have haft lagre af værnemidler liggende. Det er en ting, der ikke hurtigt går i fordærv over tid, og det skal vi have opbygget som et generelt pandemiberedskab,« siger han og fortsætter:
»Og så burde man have kigget til Sydkorea og den måde, de fik bekæmpet sars-epidemien på. Der burde man have tænkt, at næste gang, der kommer en epidemi, skal vi være forberedt og have anskaffet de her PCR-maskiner til at lave analyserne. Så havde vi været bedre rustet til at teste i det omfang, det var nødvendigt.«
»Det er uhensigtsmæssigt«
Et kardinalpunkt i kritikken af myndighedernes håndtering af coronakrisen har været den manglende åbenhed, og også her skal vi tage erfaringer med os:
»Det er afgørende at være mere åben, og derfor skal data så vidt muligt lægges åbent frem, så både forskere, politikere, men også i et vist omfang samfundet kan se, på hvilket grundlag beslutninger træffes.«
»Det vil give et mere kvalificeret modspil i debatten om, hvad man skal gøre og hvornår,« siger Allan Randrup Thomsen.
Han bakkes op af kollega Karen Angeliki Krogfelt, der er professor i medicinsk mikrobiologi ved Roskilde Universitet:
»Der er helt klart kommunikationen. Man har sagt mange ting, der har skabt flere spørgsmål end svar, og det er da uhensigtsmæssigt i sådan en krisetid,« siger hun og slår slutteligt to streger under endnu et kritikpunkt, som vi er nødt til at tage ved lære af i forbindelse med coronakrisen:
»Generelt er det for dårligt, at man ikke testede de folk, der kom hjem fra udlandet. Der var fly, der kom hjem fra Kina og Italien, hvor passagererne kunne træde direkte ned i metroen og tage hjem.«
»Det undrer mig meget. Og det skal vi lære af til næste gang.«
