Der kan være rigtig lange udsigter til at bestille en coronatest forskellige steder i landet.

B.T. har tidligere skrevet om Holbæk Kommune, der havde over 14 dages ventetid, før man kunne finde ledige testtider.

Men ifølge tidligere direktør for Statens Serum Institut Nils Strandberg kommer ventetiden til at falde inden så længe.

»Danmark er tæt på at være det land i den vestlige verden, der tester flest, for Danmark er det land i Europa, der tester flest. Nu øger man kapaciteten endnu mere og kommer til at teste mange flere.«

Flere steder i landet oplever man i øjeblikket længere ventetid. Der kan være op mod 12 dages ventetid på coronatest i både København og Aarhus. I Slagelse og Holbæk er ventetiden 12 og 14 dage, mens man skal vente op til 16 dage i Roskilde.

Det viser den seneste opgørelse fra Testcenter Danmark.

Nils Strandberg fortæller, at der er bestemte elementer, som kan give dig kortere ventetid.

»Hvis man har symptomer, så bliver man rykket frem i køen. Så man kan blive testet på fjerde- og sjettedagen for at få det mest præcise resultat. Hvis du har været udsat for smitte, vil der være kortere ventetid. Hvis du får besked fra smittesporingsappen, så skal man bare blive testet, men ikke komme frem i køen. Hvis man har været i tæt kontakt, så skal man gå i isolation.«

»Man kan søge hen til andre teststeder. Det er da rigtigt, at det ville være bedre, hvis man have kortere ventetid, men vi kan kun forvente, at det bliver bedre nu.«