Torsdag meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at regeringen udvider testkapaciteten med 20.000 test om dagen fra private aktører.

Det bliver dermed også en mulighed at få hurtigtests – de såkaldte antigentest – som allerede giver et svar indenfor 10 til 15 minutter.

Men netop den type test har Sundhedsstyrelsen tidligere påpeget er usikre.

»Antigentests giver kun det korrekte svar i omkring 50 % af tilfældene. Derfor fraråder vi, at man bruger dem, hvis man har symptomer, eller hvis man har været i kontakt med en, der er smittet. Grunden til, at vi fraråder dem, er, man risikerer at være i den tro, at man ikke er smittet, og når man så går i skole, på arbejde eller i supermarkedet, så risikerer man at smitte andre. Det kan få meget store konsekvenser for smittespredningen i samfundet og for vores kontrol med epidemien,« sagde vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, i en pressemeddelelse i november.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke holder pressemøde i Eigtveds Pakhus om status på COVID-19 i Danmark, herunder udvidelse af skærpede tiltag og restriktioner torsdag den 10. december 2020.For første gang er der flere end 3000 coronasmittede. Skoler og restauranter lukker i endnu 31 kommuner. Bliv hjemme, siger statsministeren. Det skriver Ritzau, torsdag den 10. december 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke holder pressemøde i Eigtveds Pakhus om status på COVID-19 i Danmark, herunder udvidelse af skærpede tiltag og restriktioner torsdag den 10. december 2020.For første gang er der flere end 3000 coronasmittede. Skoler og restauranter lukker i endnu 31 kommuner. Bliv hjemme, siger statsministeren. Det skriver Ritzau, torsdag den 10. december 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Usikre test er dog bedre end slet ingen test, påpeger professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen, der også fortæller, at de forskellige antigentests følsomhed formentlig også afhænger af fabrikatet.

Ligesom Sundhedsstyrelsen fraråder han dog, at man anvender de såkaldte antigentests, hvis man har symptomer, er nær kontakt til en smittet eller skal besøge en person, som er i risiko for at blive alvorligt syg af coronavirus.

»Men skal man hjem og holde jul med familien, der ikke er særligt sårbare overfor coronavirus, kan det være en god idé og et godt alternativ til slet ikke at blive testet,« siger han.

»De kan på den anden side ikke bruges, hvis man planlægger et besøg hos sin gamle bedstemor, der bor på plejehjem. Her må man ikke ændre opførsel, selvom man evt. er testet negativ,« fortæller Allan Randrup Thomsen.

På pressemødet fortalte direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, at man har testet over 100.000 danskere det seneste døgn, og at man fortsat opruster testkapaciteten.

Således vil man ved udgangen af januar kunne teste to millioner danskere om ugen.