Der er det seneste døgn registreret 13.558 nye tilfælde med coronavirus i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er det højeste antal dagligt smittede under epidemien.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skriver på Twitter, at omikronvarianten nu er den dominerende variant.

- SSI (Statens Serum Institut, red.) vurderer, at omikron er den dominerende variant allerede nu og fortsat i vækst, skriver sundhedsministeren.

Ifølge tal fra SSI er 501 af de nye coronatilfælde reinfektioner - altså personer, der er testet positive, mindst 60 dage efter at de sidst afleverede en coronapositiv prøve.

17 personer er døde med coronavirus det seneste døgn.

De rekordhøje smittetal afspejler, at omikron nu er den mest udbredte variant, vurderer professor emeritus i infektionssygdomme Eskild Petersen.

- Tallet ligger inden for, hvad seruminstituttet har forudsagt. Det gode er, at antallet af indlagte falder. Det indikerer måske, at omikronvarianten ikke giver lige så alvorlig sygdom som deltavarianten, siger han.

Antallet af indlagte med coronavirus på de danske hospitaler falder med 27 til 554.

Af de indlagte er 67 på intensivafdeling og 35 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.

De 13.558 nye tilfælde er fundet blandt 243.077 PCR-prøver, som er dem, hvor man podes i svælget.

Det betyder, at 5,58 procent af PCR-prøverne har vist positiv for covid-19.

Selv om situationen er alvorlig, ser Eskild Petersen ikke behov for - eller mulighed for - at dæmme yderligere op for smitten, end vi allerede har gjort.

- Man må indse, at omikronvarianten nu er vidt udbredt i samfundet. Vi har fået de restriktioner, vi har fået, og der er lavet en plan for åbning af skolerne med brug af selvtest.

- Jeg kan ikke se, hvad man ellers skulle gøre for at bremse yderligere. Det må gå, som det går, hen over jul og nytår.

Det afgørende er ifølge professoren, at sygehusene er klar, hvis indlæggelserne pludselig skulle stige.

- Det vigtige er, at sundhedsvæsenet har øjnene fast rettet mod antallet af indlagte og har en plan, der også kan dække det personalebehov, der kommer med et øget antal indlæggelser.

Siden mandag er 123.849 borgere blevet revaccineret. 2.161.840 danskere har i alt fået tredje stik med en vaccine mod covid-19. Det svarer til 36,8 procent af befolkningen.

/ritzau/