Fredag aften betyder for mange en tur ud i det danske byliv - og det er ikke utænkeligt, at det kan medføre en del kropskontakt af forskellig karakter.

Men hvad så nu, når selveste Mette Frederiksen, landets statsminister, på et pressemøde fredag formiddag anbefalede, at man skal holde sig fra kropslig kontakt?

»Det vil være en klar anbefaling fra sundhedsmyndighederne, at vi nu holder op med at give hånd, give kram og give kys. Det vil være rigtig effektivt i forhold til at forebygge,« lød det under mødet.

Her på B.T. har vi allieret os med professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, og han er langt hen ad vejen enig med statsministeren.

»Vi ved, at virussen smitter den vej, så der er en øget risiko, når vi kommer tæt på hinanden,« siger han og fortsætter:

»Det er jo luftvejssekreter - altså spyt - som indeholder virussen, så hvis man udveksler et kys, er risikoen for at blive smittet naturligvis højere.«

Derfor - selvom anbefalingen klart lyder på, at det skal man ikke - så vil et kram være mere sikkert.

Og årsagen til det er selvfølgelig åbenlys: Der udveksles ikke spyt, når man krammer. Helt sikkert er det dog ikke.

I Sverige anbefaler man, at man hilser på hinanden på den her måde.
I Sverige anbefaler man, at man hilser på hinanden på den her måde. Foto: 10070 Jessica Gow/TT
Vis mere

»Pointen ved krammet er, at man kommer til at ånde på den anden,« siger Allan Randrup Thomsen.

Så den klare anbefaling er altså: Hold dig langt væk fra kropskontakt.

»Med god håndhygiejne, og hvis man holder sig fra folk, der hoster, så er man allerede mere sikker,« siger han.

Men hvad så, hvis man ender på en bar, der er helt proppet med mennesker?

»Hvis du er ude i byen, så har du sandsynligvis ikke mange symptomer. Du er ikke lige så smitsom, hvis du ikke har voldsomme symptomer,« svarer Allan Randrup Thomsen og understreger igen, at det er meget vigtigt, at man vasker hænder og holder sig for munden, hvis man hoster.

Mens B.T.'s journalist siger farvel og tak til ham, så skynder Allan Randrup Thomsen sig at tilføje en sidste kommentar:

»Husk nu at skrive, at man skal passe godt på hinanden,« siger han og fortsætter:

»Og vaske hænder!«