Hvert år dykker medicinstuderende ned i virkelige sager om førtidspension.
De får adgang til førtidspensionisters journaler og læser de samme dokumenter, som kommunerne tager afsæt i, når de afgør, om en borger skal have førtidspension. Ét alarmerende mønster går igen.
»Der ses ofte mangler,« siger professor i socialmedicin Ole Steen Mortensen, da B.T. møder ham på hans kontor midt i den ophedede debat om førtidspension, som B.T.s dækning har pustet nyt liv i.
Han står bag undervisningen med de medicinstuderende, og han peger særligt på, at deres gennemgang af journalerne viser, at »kommunerne ikke har levet op til deres rehabiliteringsforpligtelser.«
Det handler om alt fra træning, fysioterapi, arbejdsprøvning, psykologhjælp og mentorstøtte – indsatser, der kunne have gjort forskellen mellem livslang pension og en ny chance, forklarer professoren.
I 2013 blev reglerne ellers ændret, så kommunen ikke længere måtte sende borgere direkte på førtidspension. Nu skulle et tværfagligt rehabiliteringsteam skræddersy en indsats til borgerne.
Men det holdt ikke længe, vurderer professoren.
»Lige efter reformen var der rigtig mange rehabiliteringstiltag, men med tiden er der blevet færre og færre, og flere kommuner er så og sige vendt tilbage til den praksis, der var før reformen.«
Nogle gange bliver hjælpen tilbage til arbejdsmarkedet end ikke overvejet. Andre gange kommer den, når det er alt for sent, lyder det.
»Der er mange indsatser, man kunne have sat i gang tidligere. Ansvaret ligger både på fagfolks, kommunerne og borgernes bord,« understreger Ole Steen Mortensen.
Han peger på, at lægerne bærer en væsentlig del af ansvaret:
»Læger er ofte dygtige til at skrive alt det, patienterne ikke må, men de er mindre gode til at fortælle, hvad de faktisk godt kan,« siger han med henvisning til lægeattesterne og fortsætter:
»De har ofte en tæt relation til deres patienter. Det er godt – men det kan også betyde, at de undlader at stille de nødvendige, kritiske spørgsmål.«
Konsekvensen bliver, at nogle borgere parkeret på førtidspension – uden at de har fået reel hjælp til at finde ud af, hvad de faktisk godt kan, forklarer han.
Og professoren står ikke alene med sin kritik af systemet.
En ny stikprøve fra Ankestyrelsen viser, at der cirka 22 procent af førtidspensionssagerne mangler dokumentation for, at der »ikke er et realistisk udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne,« konkluderer Ankestyrelsen.
Alt imens bliver der tilkendt førtidspensionister i et væld. I 2023 var tallet 23.143 nye førtidspensioner – det højeste tal i over 20 år. Og 2024 følger stort set samme kurve.
Regningen? 54,4 milliarder kroner i 2024 – og dermed mere end der bruges på hele folkeskolen. I løbet af de næste to år ventes yderligere seks milliarder at gå til førtidspension.
B.T. har forsøgt at få et interview med Lægeforeningen, men de har ikke ønsket at stille op til interview inden deadline.
Kommunernes Landsforening (KL) har heller ikke ønsket at stille op til interview.
Men formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Steen Christiansen (S), skriver, at han ikke kan genkende billedet af, at kommunerne ikke lever op til forpligtigelserne. Se hele hans svar her:
Han fremhæver, at kommuner »typisk arbejder sammen med borgere om afklaring af arbejdsevnen via både sundhedstilbud, sociale tilbud og praktikker på virksomheder,« og tilføjer at lange ventetider i psykiatrien har gjort det svært at sætte ind tidligt i mange sager.
Han advarer samtidig mod at »drage hurtige konklusioner« baseret på både Ankestyrelsens stikprøve og »formentlig meget begrænset udsnit af sager brugt i undervisningsøjemed,« som han mener giver »et meget ufuldstændigt billede.«
»Det kan ikke være grundlag for en så markant konklusion på et område, hvor der i 2024 blev afgjort 21.730 sager,« lyder det.
