Slut med førtidspension til folk under 40. Rehabiliteringsteam og strammere regler for fleksjob. Det er blot nogle af de tiltag, som regeringen tirsdag fremlægger med sit første, store udspil til velfærdsreformer.
Regeringen fremlægger tirsdag eftermiddag et udspil til reformering af førtidspensionen og fleksjobordningen. Men allerede nu kender vi en del af de nye forslag - blandt andet skal kommunerne forpligtes til at oprette nye udviklingsforløb, som skal hjælpe folk i arbejde.
- Du får én gennemgående sagsbehandler. Altså der er kun en, der har ansvaret for dig, når du er i et ressourceforløb, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Politiken. Sammen med socialminister Karen Hækkerup (S) lancerer beskæftigelsesministeren begrebet »rehabiliteringsteam«.
- Konkret vil de fire hovedområder - social, sundhed, beskæftigelse og uddannelse - sidde fysisk omkring det samme bord. Når borgeren så har behov for at få udredt sine forhold for at få lavet en ressourceplan, møder du et rehabiliterende team, der kan arbejde sammen, siger Mette Frederiksen.
De nye team i kommunerne skal især hjælpe svage unge i arbejde, for det skal være slut med at tildele personer under 40 år varig førtidspension, mener regeringen. Det skal dog ikke gælde for eksempel handicappede, som åbenlyst ikke kan blive raske og genvinde arbejdsevnen.
Regeringen vil afsætte 1,4 milliarder kroner til de nye forløb. Men der skal også spares, så reformen vil ifølge Politikens oplysninger netto bidrage med 1,9 milliarder kroner til statskassen - og det er primært fleksjobordningen, der skal holde for.
Fremover vil man som fleksjobber kun få løn for de timer, man arbejder - og tilskuddet for de øvrige timer vil højst kunne være dagpengesatsen.
De borgerlige partier stiller allerede på forhånd krav til, hvad besparelserne skal bruges til. De Konservative kræver, at en del af besparelserne bruges til skattelettelser, mens Venstre kræver en garanti for, at provenuet skal styrke statens økonomi, skriver Berlingske.
Ifølge Politiken vil Venstre kun indgå en aftale om førtidspension, hvis regeringen fremlægger en 2020-plan for dansk økonomi.
- Vi vil gerne forhandle med regeringen og forsøge at trække den i en ambitiøs retning. Men vi vil ikke lukke en aftale, før vi ved, hvad det er for et hul, der skal fyldes op. Vi vil vide præcis, hvor mange penge, der skal findes, før økonomien er holdbare, siger gruppeformand for Venstre, Kristian Jensen, til Politiken.
Dansk Folkeparti vil ikke på forhånd blande reformerne sammen.
- Hvis vi vurderer, at vi kan få en fornuftig aftale, så indgår vi en aftale, uanset hvad de andre partier gør, siger Kristian Thulesen Dahl (DF) ifølge Politiken.
SKRIV TIL B.T.
Er du en af de personer, som kan se frem til at skulle have vurderet din førtidspension løbende, fordi du er under 40 år? Eller bliver du på anden måde berørt af regeringens reformplaner? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Kontakt os på 1929@bt.dk
Hvad mener du om regeringens reformforslag? Deltag i debatten herunder