Det er ikke hverdagskost, at en kommunalchef i klare vendingerne beskylder sin arbejdsplads for bevidst at se stort på reglerne - tilsyneladende med det forsæt at suge ekstra penge fra statskassen.

Det var ikke desto mindre tilfældet i en telefonsamtale 18. august, da den nu fyrede jobcenterchef i Tårnby Kommune, Bo Hammer, alarmerede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Opkaldet blev efterfulgt af yderligere et den 26. August samt en SMS 1. September. Det har allerede haft den konsekvens, at kommunens forvaltningschef i Arbejdsmarkeds- og Sundhedsforvaltningen er blevet fritaget for tjeneste.

Sagen er dog først for alvor ved at rulle. Og den er ifølge en forvaltningsekspert ganske opsigtsvækkende.

»Jeg tænker, at sagen er meget usædvanlig, fordi det fremstår meget sort på hvidt fra den tidligere jobcenterchef,« siger adjunkt i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, Jøren Ullits.

B.T. har gennem aktindsigt fået adgang til den orientering, som Bo Hammer gav til Styrelsen For Arbejdsmarked og Rekruttering ved sine henvendelser.

Her fremsættes en række alvorlige beskyldninger mod Tårnby Kommune.

Ifølge Bo Hammer bad han i juni sine medarbejdere i jobcentret om at lave et fyldestgørende timeregnskab for en særlig indsats, der skulle afhjælpe ledighed blandt opsagte medarbejdere i Københavns Lufthavn.

Ved du noget om sagen, så skriv til journalist Christian Hansen på chha@bt.dk

Den særlige indsats kaldet ‘varslingsindsatsen’ fik kommunen finansieret gennem en bevilling fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Bevillingen skulle dække de lønudgifter, som kommunen fik som følge af opgaven.

Men ifølge Bo Hammer kom der en kontraordre.

Medarbejderne blev direkte bedt om ikke at udarbejde et timeregnskab. Tværtimod lød opfordringen, at medarbejderne hellere skulle ‘registrere et højere antal arbejdstimer end det faktisk anvendte tidsforbrug.’

Sådan opsummerer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering Bo Hammers beskyldning i den mail, som styrelsen har sendt til Tårnby Kommune for at få en redegørelse om sagen.

Ifølge Jøren Ullits er beskyldningerne alvorlige.

»Man er i gang med at prøve at rydde op på området, da der ifølge den forelagte dokumentation kommer en chef ind fra siden, som stopper arbejdet og giver klare instrukser om at opretholde en praksis, som man ikke har hjemmel for i den ordning, som staten har vedtaget,« siger han og fortsætter:

»Det er opsigtsvækkende, at det lader til at være bevidst, det man gør. Der er ikke noget, der indikerer, at man kan have været i god tro om, hvorvidt reglerne var overholdt. Ud fra den forelagte dokumentation er man fuldstændig klar over, at det, man gør, ikke er efter bogen. Men man gør det alligevel. Det virker meget overlagt.«

Tårnby Kommune skal mandag aflevere sin redegørelse i sagen. B.T. har foreholdt kommunen beskyldningen om, at medarbejdere blev bedt om at opskrue det anvendte antal timer i varslingsindsatsen.

Kommunen er dog ikke vendt tilbage inden deadline.

Tårnby Kommune har tidligere udsendt en pressemeddelelse i sagen.

‘Kommunen ser med stor alvor på de beskyldninger, der er rejst, og revisionen er i gang med at gennemgå kommunens procedurer, bogføringer m.v. for at udrede kritikpunkterne tilfredsstillende. Der kommer således til at blive afleveret et svar til STAR den 4. oktober, der så godt som muligt kommer rundt om alle spørgsmålene inden for tidsfristen.’