Det populære computerspil Fortnite kan være så vanedannende, at forældre føler sig nødsaget til at forbyde deres børn at spille spillet.

Det kan der være god grund til, selvom forældre generelt kan tage det roligt, hvis deres børn på daglig basis sidder klistret til skærmen i timevis, mener computerspil-ekspert Rune Kristian Lundedal Nielsen.

»Hvis man er bange for, at computerspil er lige så giftigt som stoffer, kan man tage det helt roligt. Når det så er sagt, er bekymringen selvfølgelig berettiget, hvis man har et barn, der slet ikke kan tænke på andet,« siger han.

Som adjunkt på IT-Universitetet i København forsker han i computerspilafhængighed, og derfor kender han til de mekanismer i Fortnite, der gør, at børn ikke kan løsrive sig fra det digitale univers.

»Fortnite er gratis, men når det har taget seks eller syv år at udvikle det, skal man tænke på, at folkene bag ikke gør det for deres blå øjnes skyld. Der er aktionærer, der skal have deres penge igen,« siger han.

Rune Kristian Lundedal Nielsen forklarer, at Fortnite appellerer til, at spillerne løbende tjekker ind i universet for at kunne være med helt fremme i feltet blandt de 'gamere', der har det mest eftertragtede udstyr til deres karakterer.

»Man kan ikke købe noget, der gør ens karakter bedre. Ens køb gør kun, at karakteren ser bedre ud. Der bliver så brugt de samme kneb som i den virkelige verden. Der kører eksempelvis slagtilbud, der gælder i 48 timer, hvor prisen så er lav på en vare,« siger han og fortsætter:

»Brugeren kan så være bange for, at muligheden for at købe lige denne vare ikke kommer igen, så det bidrager til stress, hvis brugeren går efter at have det nyeste nye. Der er en motivation for hele tiden at tjekke op på, hvad der sker.«

Spillet er gratis, men ved betaling kan spilleren i en sæson opnå belønning i form af bedre præmier, når spilleren stiger i niveau.

»Det er lidt som at møde op i skolegården i storebrors aflagte tøj eller i stedet komme i nyt designertøj,« siger forskeren.

Derfor gælder det om at stige flest mulige niveauer i den tid, de større præmier kan vindes.

»At nå fra level 0 til 100 tager omkring 150 timer, og det svarer til to timer om dagen i en sæson. Hvis der så er dage, hvor man ikke får spillet, skal man spille ekstra meget de andre dage for at få fuldt udbytte i perioden,« siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Sådan ser det ud, når spilleren bevæger sig rundt i Fortnite-universet. Foto: YouTube
Sådan ser det ud, når spilleren bevæger sig rundt i Fortnite-universet. Foto: YouTube
Vis mere

Han opfordrer bekymrede forældre til at undersøge, hvorfor deres børn spiller meget. Det er afgørende for at vide, om barnet har et sundt forhold til spillet.

»Er det, fordi barnet er bange for at gå glip af alt det, vennerne oplever? Eller er der måske en kultur, hvor man bliver mobbet, hvis man ikke har de fedeste ting? Eller er det bare, fordi barnet er opslugt og underholdt af spillet,?« siger han.

Hvis barnet pludselig lader spilletrangen gå ud over nattesøvnen, er det et tegn på, at man som forælder bør reagere. Men er barnet generelt velfungerende, kan forældre lægge bekymringerne fra sig, lyder det.

»Man skal kigge på, om barnet passer sin skole, får rørt sig og er glad og tilfreds. Er det tilfældet, skal man slappe af,« siger han.