Ekspert advarer: Russerne kan skære Danmark midt over
Hvis Rusland vil ramme Danmark med droner, er Storebæltsbroen et oplagt mål, vurderer ekspert. Myndighederne klapper i.

Hvis Rusland vil ramme Danmark med droner, er Storebæltsbroen et oplagt mål, vurderer ekspert. Myndighederne klapper i.

Et droneangreb mod Storebæltsbroen kan på et øjeblik skære landet over.
Det er et scenarie, Danmark er nødt til at tage alvorligt, vurderer tidligere brigadegeneral Ole Kværnø.
Det skriver Politiken.
»Det er et kongeeksempel, hvis man vil sætte Danmark ud af spillet. Vores livsnerve,« siger han til mediet.
Han advarer kraftigt om, at Storebæltsbroen er et oplagt mål, hvis Rusland vil ramme dansk kritisk infrastruktur på maksimal vis.
PET vurderer da også, at sabotagetruslen fra Rusland mod mål i Danmark er høj.
Efter de mystiske droneobservationer i efteråret 2025 afsatte folketingets partier bag forsvarsforliget 2,1 milliarder kroner til nye kapaciteter.
Men det er uklart hvad pengene er brugt på. Forsvarsministeriet vil ikke oplyse, hvilke kapaciteter der er indkøbt, af operative hensyn, lyder det.
Sund & Bælt, der står bag Storebæltsforbindelsen, vil heller ikke over for Politiken kommentere på konkrete tiltag eller operative foranstaltninger.
Rigspolitiet peger dog på, at man siden efteråret 2025 har indhentet nyt udstyr til at opdage, identificere og neutralisere droner.
Flere eksperter vurderer imidlertid over for Politiken, at Danmark fortsat er langt fra i mål, hvis vi skal være sikre mod potentielle droner.
Og ét spørgsmål hænger stadig i luften: Hvad var det egentlig, danskerne så under dronealarmen i september 2025?
Det er fortsat uklart, om der faktisk var tale om fjendtlige droner. Offentligheden venter stadig på den længe ventede redegørelse, der skal kaste lys over forløbet.
Den blev udskudt kort før folketingsvalget, selv om Berlingske og Frihedsbrevet har afsløret, at rapporten allerede var langt i systemet – med flere udkast og færdige talepapirer. Læs mere HER.