Tre timer før valget blev udskrevet, blev en central redegørelse om de mystiske droner pludselig udsat.

Redegørelsen skulle blandt andet afklare, om der reelt havde været droner over Danmark i efteråret, da observationer førte til lukning af luftrum.

Officielt lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at redegørelsen ikke var færdig.

Men nye dokumenter, som Berlingske og Frihedsbrevet har fået indsigt i, viser at der allerede før valget var flere udkast klar.

Ligesom embedsmænd havde forberedt talepapirer og spørgsmål-svar til ministerens fremlæggelse.

Det får flere politikere til at reagere skarpt overfor Berlingske. Herunder Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Danmarksdemokraterne.

»Det stinker langt væk af, at der er nogle ting, der bliver holdt skjult,« siger Inger Støjberg (DD) til Berlingske.

Dokumenterne viser blandt andet, at udkast til rapporten cirkulerede allerede i november, imens andet og tredje udkast er dateret i december. Og at der i dagene op til valget blev udarbejdet materiale til et møde med Folketingets partier.

Berlingske har ikke fået udleveret dokumenter, der forklarer, hvorfor redegørelsen blev vurderet som ufærdig, men Forsvarsministeriet fastholder, at den var »forsinket, således at den ikke – som ellers planlagt – kunne tilgå forligskredsen i uge 9«.

Troels Lund Poulsen fastholder også sin forklaring:

»Som jeg flere gange har oplyst, så var redegørelsen ikke færdig og kunne derfor ikke oversendes,« skriver han blandt andet i et længere svar til Berlingske.

Han ønsker dog ikke at svare på, om der faktisk var fremmede droner i dansk luftrum.