Hvis Statens Serum Institut mister de 10 topforskere, som truer med at forlade deres arbejdsplads, så vil det være ødelæggende for kvaliteten af forskningen. Det vurderer Kjeld Møller Pedersen, professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet.

»Smutter de, så står SSI uden en høj standard inden for epidemiologisk forskning. Man kan ikke gå ud og finde tre nye professorer og andre nøglemedarbejdere. Det vil utvivlsomt være et varigt tab,« forklarer Kjeld Møller Pedersen.

B.T. kunne torsdag fortælle, at 10 topforskere fra Statens Serum Institut er så utilfredse med, at de er blevet underlagt en advokatundersøgelse i Statens Serum Institut, at de truer med at forlade SSI og i stedet rykke til Københavns Universitet.

»Det er ikke 10 forskningsassistenter, der truer med at sige op. Det er en solid blanding af professorer, ledere og andre betydningsfulde medarbejdere. Hvis ikke de smutter alle sammen samtidigt, så kunne de sive væk, efterhånden som de finder andre stillinger,« forklarer Kjeld Møller Pedersen.

B.T. har forsøgt at kontakte faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, men det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken Mølbak eller SSI's konstituerede direktør, Ole Jensen.
B.T. har forsøgt at kontakte faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, men det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken Mølbak eller SSI's konstituerede direktør, Ole Jensen. Mads Claus Rasmussen

De 10 forskere er ansat i SSI's Afdeling for Epidemiologisk Forskning, som ikke direkte er en del af SSI's beredskab for covid-19. Men Kjeld Møller Pedersen forklarer, at krisen alligevel skader SSI's arbejde med den aktuelle krise.

»Den aktuelle uro skader SSI's arbejde med covid-19, selv om forskerne ikke har direkte ansvar for arbejdet. Der tegner sig et billede af et institut, hvor der er uro internt,« siger han.

Ifølge B.T.s oplysninger er sagen havnet på statsministerens bord. Og det bør den også, forklarer Kjeld Møller Pedersen.

Smutter de, så står SSI uden en høj standard inden for epidemiologisk forskning

»Netop nu midt i denne krise, så er det vigtigt, at danskerne har tillid til Statens Serum Institut. Derfor er det et problem, at der tegner sig et billede af, at instituttet ikke fungerer internt,« siger Kjeld Møller Pedersen og fortsætter:

»Netop derfor, så er der i den her situation tale om en sag, som bør være på statsministerens bord. Der skal rettes op på den manglende tillid,« siger han.